Sneen virvlede ned foran vinduet, da Chopingo stod op. 1. december! – og der var allerede sne! Kunne man ønske sig mere?
Han skyndte sig ud i køkkenet, hvor hans mor stod klar med havregrød og en kop varm te. Pakkekalenderen hang på sin plads over køkkenbordet, og han skyndte sig hen og tog den første pakke ned. Åh, hvor var december dog en skøn måned! Inde i pakken lå et par dejligt tykke sokker med rensdyr på. Han tog dem på med det samme – rigtig varme hyggesokker!

Henne i skolen skulle de bruge dagen til at klippe julepynt for at pynte klasselokalet op til jul. Han glædede sig: Der var altid så mange hyggelige ting i julemåneden.
De klippede julepynt og flettede hjerter i flere timer. Nogle af drengene lavede en guirlande, der endte med at blive 25 meter lang! Det måtte være rekord! Sidst på dagen kom hans musiklærer hen til ham: ”Du Chopingo, vi skal jo have den her julekoncert i kirken lige før jul. Har du ikke lyst til at spille lidt cello ved den koncert?”
Chopingo blev helt rød i hovedet: ”Nej, det tør jeg altså ikke!”, sagde han og fik med det samme ondt i maven. ”Hvorfor ikke det?”, spurgte hans lærer forundret. ”Du må jo tænke på, at der ikke er ret mange børn her på skolen, der ved, hvad en cello er. Der er mange af dem, der aldrig har hørt dens smukke klang”. Det endte med, at Copingo lod sig overtale og lovede at spille med på julesalmerne og at spille to små stykker alene.
Efter skole tog han hen i Symfonien. Han var pludselig blevet i dårligt humør, eller snarere lidt rastløs og stresset: ”Hvad nu hvis han spillede forkert? Ville de andre så ikke grine af ham? Sindssygt pinligt!” Han blev helt rød i hovedet bare ved tanken! På trappen mødte han Simon, den ene af slagtøjsspillerne. ”Hey, hvad er der med dig?”, spurgte Simon, ”Du ser ud som om, du har mødt et spøgelse”. Chopingo fortalte ham, hvad der var sket og sluttede: ” … og nu regner hun så med, at jeg bare er rigtig god og kan spille en hel masse. Og hvad nu, hvis jeg spiller forkert? Eller går i stå midt i stykket? Eller glemmer nogle af tonerne? Eller hvad hvis jeg taber buen? Eller….”
”Stop! Stop! Stop!”, råbte Simon, ”Jeg bliver jo helt forpustet af at høre på dig. Sæt dig lige ned et øjeblik og lad os snakke det igennem”. Chopingo havde også fået hidset sig selv helt op, så det var rart at sætte sig hen i et hjørne lidt væk fra alle de andre. ”Ok”, sagde Simon, da de havde fået sat sig, ”Hvad er det værste, der kan ske?” Chopingo tænkte sig om: ”Det er nok, hvis jeg spiller forkert, og vi må tage det hele om.” ”Ok”, sagde Simon, ”Det ville også være ærgerligt, men det er vel ingen katastrofe?” ”Nej, det er det nok ikke”, indrømmede Chopingo. Så kom han til at tænke på noget: ”Du Simon, når du nu spiller på de der store bækkener, er det så aldrig sket, at du har spillet forkert?” Simon grinede: ”Jo da, selvfølgelig har jeg det. Og DET kan høres, kan du tro! Men forstår du, man må jo bare gøre det så godt, man kan. Hvis man øver sig og forbereder sig rigtig godt, så man ved, at man er velforberedt og kan sine ting, og hvis man så koncentrerer sig og ser op på dirigenten, så kan det ikke gå helt galt. Hvis man så alligevel kommer til at spille forkert, er det selvfølgelig ærgerligt, men det kan jo ske for os alle.” Det var som om Chopingos mave begyndte at falde lidt til ro. ”Synes du, at jeg skal sige ja til at spille til julekoncerten?”, spurgte Chopingo forsigtigt. ”Jamen selvfølgelig!”, sagde Simon. ”Det er fedt at spille for andre! Og det vil også være en rigtig god oplevelse for dig at overvinde dig selv og bare gøre det. Jeg er sikker på, at du bagefter vil være rigtig glad for at have gjort det!”
Da Chopingo senere gik hjem gennem den sneklædte by, lovede han sig selv, at han ville spille, og at han ville forberede sig så godt som muligt inden. Og så ville han i øvrigt krydse fingre for, at Simon havde ret….

Tre uger senere sad han med sin cello midt i kirken, der var fyldt med børn og forældre i julestemning. Han bandede indædt af sig selv og ønskede sig langt væk, men nu var der ingen vej tilbage. Det ville være endnu mere pinligt at gå sin vej. Han trak vejret dybt og satte buen til strengen.

Da han lå i sin seng om aftenen, var han glad! Det var gået super fint! Der var et sted, hvor han havde spillet lidt falskt, men hans forældre havde forsikret ham om, at det var han nok den eneste, der havde hørt. Alle hans kammerater var kommet hen til ham og havde været vildt imponerede, og Lillemus havde set beundrende på ham. Det bedste af det hele var dog, at han faktisk havde haft det sjovt!