”Tra-la-lu-la-lej - hvor det kører”, tænkte Chopingo, mens han sad og øvede sig på sin cello. Han havde fået et ret svært stykke for, men nu var det som om, han var ved at have styr på det. Han glædede sig til at komme hen til sin lærer og spille det for ham. Så kunne han også få lidt hjælp til den sidste del, der gav ham problemer. Han så på sit ur. Åh nej, nu var tiden løbet fra ham igen. Det skete efterhånden tit, når han sad og øvede sig. Det var som om, at tiden ikke eksisterede, når han spillede på sin cello.

Han pakkede hurtigt instrumentet sammen, råbte farvel til sin mor og strøg ud af døren. Han skulle hen i Symfoniorkestret. Sangen var kommet, og orkestret skulle øve den! Det var den nye sang, Sigurd havde skrevet til det store projekt om Musikkens Hus. Den var ret god og handlede både om, hvordan man bygger et hus, men også om hvordan et symfoniorkester er bygget op. Nu var han så spændt på at høre sangen med hele orkestret.
Han trallede af sted på sin cykel. Det ville blive en fantastisk dag: Sigurd skulle komme og denne gang havde han ikke kun Bjørnen Bjørn med. Næ, han ville også tage en svane og en giraf med! Bjørn havde ringet og fortalt det, og i første omgang havde Chopingo ikke helt forstået, hvad han mente. Det viste sig, at Sigurd skulle komme og lave en hel masse koncerter for børn, og de skulle handle om opera. Chopingo havde set Sigurds tv-udsendelser ”Sigurd og Operaen”, og nu vidste han pludselig, hvad det var for en svane og giraf, som skulle komme: Svanen hed Tralalula og sang sopran, og giraffen hed Don Bravissimo og sang tenor. Det der med sopran og tenor havde han undret sig over, men hans mor havde forklaret ham, at den lyseste damestemme hedder sopran, mens den dybe hedder alt. Hos mandestemmerne hedder den lyse stemme tenor og den mørke bas. Før havde han egentlig ikke kunnet lide opera. Han syntes faktisk, det mest lød som om, at sangerne havde ondt i maven, men nu havde han både set Sigurds udsendelser i fjernsynet, og han havde også været med sine forældre inde og høre opera, da de var i København for et par weekender siden, og nu syntes han, at det var vildt flot, spændende og meget smukt. Og tænk, at de sådan kunne overdøve et helt orkester! Han brølede selv løs, når han var i bad, men han troede ikke, at han nogensinde ville kunne klare det, som de operasangere kunne.
Da han nåede frem til Symfonien stod Bjørn og ventede på ham. De to venner var lykkelige for at se hinanden igen, og Bjørn trak Chopingo med hen, så han kunne hilse på Sigurd, Svanen og Giraffen. ”Jamen, dér har vi jo min yndlingspingvin”, udbrød Sigurd med det samme og gav Chopingo et stort knus. Chopingo blev glad men også lidt genert. Han hilste pænt på de to andre, som havde meget travlt med at varme deres stemmer op inden prøven. Det lød godt nok underligt – slet ikke ligesom det, han havde hørt i operaen. ”Det skal lyde sådan”, hviskede Bjørn. ”Det er vist ligesom sportsstjerner: de skal også varme op, inden de går ind til en kamp eller et løb, og det ser jo heller ikke helt normalt ud!” Nej, det kunne Chopingo jo godt se. ”Kom”, sagde han til Bjørn. ”Lad os sætte os ned i salen, så vi bedre kan se”. Og så listede de to venner ned og satte sig på første række.
De begyndte prøven med at spille den nye ”Husbyggersang”. Det lød superflot, og man kunne virkelig se det nye Musikkens Hus for sig med de mange etager, hvor de forskellige instrumenter skulle bo. Du kan se sangen her:
Så kom sangerne på scenen. De skulle opføre musik, skrevet af Richard Wagner. Chopingo havde hørt rigtig meget om ham Wagner, fordi orkestret skulle afholde en Wagner-sanger-konkurrence senere på efteråret. Wagner havde skrevet en masse operaer, og de var alle enormt lange – helt op til 6 timer! Chopingo tænkte i sit stille sind, at det mente han ikke, at han ville kunne sidde stille til – men musikken i sig selv fejlede ikke noget!
Han blev revet ud af sine tanker, fordi svanen og giraffen var blevet uvenner. De stod og råbte af hinanden, og Sigurd gjorde sit bedste for at få dem til at blive gode venner igen. ”Ikke tale om”, hylede Tralalula, ”sådan en dum tenor skal ikke gøre grin med min YNDIGE stemme!” ”Yndig!”, brølede Don Bravissimo, ”det lyder jo nærmest som en skærebrænder! – Næ havde det været på La Scala……”
”Nu må I altså holde op”, sagde Sigurd. ”Vi skal lave musik sammen, og det kan kun blive godt, hvis man respekterer hinanden og er søde ved hinanden. Vil I så værsgo og sige undskyld! Der sidder et helt orkester og venter på jer!” De så surmulende på hinanden, men det endte da med, at de fik sagt undskyld, og prøven kunne fortsætte. I pausen gik de alle sammen op i kantinen og fik en kop varm kakao med flødeskum. ”Du skal ikke tage dig af dem”, sagde Bjørn til Chopingo. ”De er lidt sarte, og der skal ikke så meget til, før de farer op, men i bund og grund er de flinke nok.”
I løbet af den følgende uge spillede og sang de koncerter for en hel masse børn. Chopingos klasse var også inde og høre en af dem. Det var en kæmpe succes, og de syntes alle sammen, at det var ret sejt, at han sådan kendte Sigurd og alle musikerne. Det bedste ved hele ugen var dog, at Bjørn boede hos ham, og at de kunne lege sammen hver dag!