Det var november, det var efterår, og det var koldt! Chopingo var træt af det hele: det var mørkt om morgenen, når han skulle op, han skulle have støvler og hue og vanter på, og det var gråt og kedeligt udenfor! Han vrissede af sin mor og far, og han kunne ikke finde på noget at lege. Og så var Bjørn rejst hjem igen. De havde ellers haft det supersjovt i den uge, hvor han havde været på besøg sammen med Sigurd, Tralalulu og Don Bravissimo. Chopingo var blevet rigtig gode venner med de to sangere, og de havde endda forsøgt at lære ham at synge og opfordret ham til at starte i skolens kor. ”At synge er den direkte vej til din sjæl”, havde Don Bravissimo sagt. Det havde Chopingo ikke helt forstået, men det var i hvert tilfælde rigtigt, at opera handlede om de store følelser her i livet: liv, død og kærlighed. Han havde haft Lillemus med inde og høre en af koncerterne, og hun havde grædt som pisket, og Chopingo måtte da også indrømme, at han selv havde haft en klump i halsen. Det var så smukt! Nu gik han så rundt alene igen. De var alle sammen rejst, det var efterår, og han var sur!

Han kom hen i Symfonien, og det virkede som om, alle bare for forvirrede rundt mellem hinanden. Der var selvfølgelig heller ikke længe til, at den store Wagner-sanger-konkurrence skulle løbe af stabelen. Musikerne øvede sig som gale, og oppe på kontorgangen arbejde de nærmest i døgndrift. Chopingo kunne godt forstå, at det var et stort projekt, men helt ærligt: så var det da ikke vigtigere? På den anden side: Dronningen skulle komme, og der kom sangere fra hele verden. Det skulle nok blive sjovt. Hans forældre havde købt billetter til den store galafinale, og hans mor havde også været ude og købe en ny, blå butterfly til ham, så han kunne blive rigtig fin.

Han greb fat i sin ven violinisten, da han strøg forbi: ”Har du ikke lyst til at snakke lidt med mig? Jeg synes, det er lidt kedeligt for tiden.” Violinisten havde tydeligvis ikke tid, men da han så Chopingos udtryk i ansigtet, forbarmede han sig over ham, og snart sad de bænket i kantinen med en kop kakao. ”Du er da godt gammeldags efterårsdeprimeret”, sagde han, da Chopingo havde brokket over stort set alt. ”Nu skal du høre: Når vi er færdige med prøven, tager vi en tur i skoven, og derefter skal jeg spille noget rigtig efterårsmusik for dig”. Det ville Chopingo gerne! – og to timer senere vandrede de rundt i den farverige skov og snakkede. ”Jeg kan godt forstå, at man kan blive lidt trist om efteråret”, sagde violinisten. ”Bladene gulner og falder af, og sommeren og den lyse tid er forbi, men man kan jo også vælge at se anderledes på det.” ”Hvad mener du med det?”, ville Chopingo vide. Han syntes, at han i den grad godt kunne bruge en anden måde at se det på. ”Jeg mener”, sagde violinisten, ”at uden efterår kan det ikke blive forår igen. Naturen har brug for at blive renset igennem for at kunne genopstå frisk og grøn og fuld af liv. Og så kan man jo vælge at bruge efteråret til noget rart: se på de smukke farver, naturen kan frembringe, leg i de mange blade på jorden og sæt dig hyggeligt indenfor i varmen med stearinlys, varm kakao og noget god musik.” Chopingo så sig om. Selvom det var koldt, var det klart, og skovens mange farver lyste ham i møde. Han sparkede til en bunke blade, som virvlede op i luften. Han lo, og snart var de i gang med en slåskamp i bladene.

Da de kom hjem til violinisten, havde han fået røde kinder og var i meget bedre humør. Han krøb op i sofaen, mens hans ven tændte op i pejsen. ”Nu skal du høre”, sagde violinisten, idet han fandt en cd frem fra reolen, der bugnede af cd’er. ”Den her musik handler om efteråret. Den italienske komponist Antonio Vivaldi skrev fire koncerter for violin og orkester – en koncert til hver årstid. Nu hører vi så efteråret, og jeg synes, at man klart kan høre alle de mange stemninger, som efteråret fremkalder.”

Så lænede de sig tilbage i sofaen og lyttede musikken i skæret af stearinlys, og nu kunne Chopingo egentlig godt se, at efteråret kunne være ok.

Her kan du høre Vivaldis musik: http://www.youtube.com/watch?v=mGqF4ZgjLnc

Hvad synes du? Kan du fornemme efterårets stemninger?