Chopingo var træt! Det var godt, at det var lørdag, så han havde en hel weekend at slappe af i, inden skolen ventede mandag morgen.
Det havde ellers været nogle fede dage på landevejen! 9 koncerter på tre dage – det var der stil over! Sigurd og Bjørn havde sammen med syv af orkestrets musikere lavet koncerter rundt omkring i Nordjylland, og der havde virkelig været tryk på.
I starten havde hans forældre ikke været glade for, at han skulle være så meget væk fra skolen, men Sigurd og musikerne havde i fællesskab fået dem overtalt.
Tirsdag morgen var Sigurd og Bjørn kommet fra København, og prøven var startet. Det var herligt at se sin bedste ven igen, og de hyggede sig og løb rundt og legede, men musikerne prøvede. Sigurd havde digtet nogle spændende historier, som han skulle fortælle, mens de andre musikere spillede. Den ene historie handlede om en skovsnegl i lyserød kjole! Hvordan i alverden fandt han dog på sådan noget?

Onsdag morgen tidlig tog de så af sted. De skulle spille den første koncert på Biblioteket i Brønderslev, og alle var lidt nervøse. Det var jo spændende, om børnene kunne lide musikken.
Heldigvis gik det godt! Både børn og voksne klappede og var rigtig glade. Og så gik det ellers videre! Den næste koncert var i Hjørring, og om eftermiddagen skulle de så spille i Frederikshavn. Om ikke andet så fik de set hele Nordjylland.
Det var rart at have Bjørn med, for når de sad i bussen og kørte rundt til de forskellige koncertsteder, kunne det godt være ret kedeligt med musikerne, der bare snakkede musik og store koncerter. Han og Bjørn kunne snakke om alt! – Han havde endda fortalt ham om Lillemus, og de havde aftalt, at næste gang (når de forhåbentlig havde mere tid) skulle de lege sammen alle tre.
I Frederikshavn havde det været ekstra sjovt, for der havde de spillet sammen med en sød pige, der hed Amanda, og som spillede på violin. Hun havde kun spillet et år, men det lød allerede rigtig flot! Hun havde en fin kjole på og så sød ud, når hun spillede.
De var først hjemme kl. halv otte om aftenen, og da de skulle meget tidligt op næste dag, havde Chopingo og Bjørn ikke fået lov til at sove sammen. Hans mor påstod, at de så bare ville ligge og snakke den halve nat! Det kunne godt være, at hun havde ret, men det var alligevel tarveligt!
Næste morgen tidlig hoppede de på bussen og kørte mod Thisted. I Thisted skulle de spille i et flot teater, og også her var der et barn, der kunne spille violin! Han hed Markus og spillede vildt godt. Chopingo var ret imponeret: tænk at både Amanda og Markus turde stille sig op foran det store publikum og bare spille! Han havde selv prøvet det ved julekoncerten, og det var da gået ok, men der havde slet ikke været så mange.
Efter koncerten kørte de mod Mors. Han havde aldrig set så meget af Danmark på to dage! Man kunne nu godt blive lidt træt af at sidde i en bus! Koncerten gik heldigvis også godt, og nu havde de et par timers pause. En af musikerne fortalte om et meget smukt sted ud til Limfjorden, hvor de nu kørte hen. Og det var fantastisk smukt! Høje skrænter, vand og smuk blå himmel. Det endte endda med, at de gik i vandet. Det var ret koldt!!!
Dagens sidste koncert var i Aabybro, hvor en masse familier var kommet for at høre dem. De var meget glade for koncerten, og da bussen kørte mod Aalborg, var det med en flok trætte men glade musikere.

Fredag morgen måtte hans mor kalde på ham fire gange. Det var jo ikke fordi, han var fysisk træt, men hele hans hoved boblede af musik og indtryk: de smukke musikstykker, historierne, alle børnenes glade ansigter, musikernes store arbejde, Sigurds fine melodier – og ja, hans egen sang! Han kæmpede sig ud af sengen og efter et par skåle havregryn, var han klar!
Første koncert på dagen var i Aars, hvor et helt orkester af små violinister ventede for at få lov til at spille med dem. De var godt nok seje! De kunne både synge og spille. Chopingo ville ønske, at han havde ligeså mange spillekammerater. Det måtte være sjovt!
På vej til Skørping havde de travlt. Der sad 700 børnehavebørn og ventede på dem, og heldigvis nåede de det i tide. Det var sjovt at spille for så små børn, selvom nogle af dem ikke fulgte med hele tiden. ”Det kan børn i den alder heller”, sagde Sigurd, da Chopingo brokkede sig over en lille dreng, som havde snakket under koncerten. ”Og jeg tror også, at han bare havde lyst til at fortælle sin kammerat om det, han oplevede”, sagde Sigurd. Nå ja, det kunne han da have ret i. Det kendte han egentlig også fra sig selv.
Efter en herlig frokost tog de igen på udflugt. Denne gang ud til en smuk sø i Rold Skov. Det var et herligt område, men det var lige ved at ende helt galt. Bjørn og han havde leget skjul, og han havde fundet det bedste gemmested i en skovtykning. Der var fyldt med spændende svampe, og Chopingo kom længere og længere væk fra de andre. Pludselig var de væk! Eller var det mon ham, der var væk? Han løb rundt og råbte og kaldte, men de var som sunket i jorden, og han kunne heller ikke finde ud hvilken retning, han skulle gå i. Han blev nu rigtig bange og satte sig på en sten og begyndte at græde. ”Hvad skulle han dog gøre? Og hvad ville hans forældre ikke sige? Og hvad når det blev mørkt? Og…” Pludselig hørte han en lyd i det fjerne. Den kaldte på ham. Det lød som et horn? Han skyndte sig i retning af lyden og efter nogen tid, fandt han sine kammerater igen. Det var Bettinas basun, der havde kaldt på ham. Hun fik et stort knus, og så gik turen ellers mod Hadsund – turens sidste koncertsted!

Om aftenen lå han trygt og godt i sin seng med Bjørn ved siden af. De havde fået lov til at sove sammen denne aften, fordi de ikke skulle spille koncerter næste dag. Men denne aften var der ingen snak i børneværelset…