B+U
Chopingo i Australien
Chopingo havde ondt i maven af nervøsitet: Om to dage skulle han flyve helt om på den anden side af jorden - nærmere betegnet til Australien! Hans fars arbejde gjorde, at han var nødt til at være derovre i to måneder. Det havde han ikke haft spor lyst til, fordi han så skulle være væk fra sin kone og sin lille pingvin, men da hans arbejdsplads så lovede at betale flyvebilletter til dem også, så de kunne komme og besøge ham, havde han indvilliget. Han var taget af sted lige efter nytår, og Chopingo savnede ham! Hans mor var da god nok, men hun var ikke ret god til at lege slåskamp og skyde med bue og pil - men nu var der ikke lang tid tilbage, før de skulle af sted. Han havde fået fri fra skole og havde lovet sin lærer at sende klassen et postkort og tage en hel masse billeder, så han kunne fortælle om det hele, når han kom hjem. De sidste par dage var gået med at pakke, og nu var de klar! I julegave havde han fået en Ipod, hvor han havde fået lagt en masse musik ind, så han ikke kom til at kede sig på den lange flyvetur.
Og det var godt nok en lang flyvetur! Tyve timer tog det – og endda med flere stop undervejs! Heldigvis havde han sin musik, og så viste de også film. Til sidst var han dog så træt af at sidde stille, at han ville have givet hvad som helst for at slippe ud af den dumme flyver!
Endelig var de fremme, og Chopingo var lykkelig, da han så sin far, som stod og ventede i lufthavnen. De kørte hen til den lejlighed, som hans far boede i, og Chopingo og hans mor faldt straks i søvn efter den anstrengende rejse.
Da de den følgende dag trådte ud af døren, ramte den varme sol dem i ansigtet. Det var underligt at komme fra Aalborgs sne og kulde og ud i 28 graders varme og solskin. Chopingo strakte sig, fik øje på en legeplads og stak i rend. Han fik lov til at lege lidt, men så blev han stoppet ind på bagsædet af en taxa, og af sted gik det.
De kørte ned omkring havnen, og pludselig fik han øje på et meget mærkeligt hus. Det lignede kæmpe muslingeskaller, der stod på højkant! – eller var det sejl fra skibe? Hans mor fortalte ham, at det var et af de kendteste bygningsværker i hele verden. Som noget helt særligt var det også en dansk arkitekt, som hed Jørgen Utzon, der havde bygget det. Det var dog fantastisk! Tænk, at det var en dansker, der havde lavet så flot et hus, så langt væk hjemmefra! Chopingo var målløs! Det bedste af det hele var dog, at de var på vej derhen!
Da de kom ud af taxaen og gik hen mod huset, følte Chopingo sig meget lille. Det var kæmpe stort – og meget smukt!
Først da de stod lige foran og kiggede op på det, kom han i tanke om noget: ”Mor, hvad sker der egentlig derinde? Er der nogen, der bor der, eller er det der, hvor deres præsident holder til?” Hans mor grinede: ”Nej, har jeg ikke fortalt dig det? Det er et operahus! Et hus, hvor der både bor et orkester og en hel masse skuespillere og operasangere! Og for resten har de ikke en præsident her i Australien – de hører faktisk ind under Storbritannien, og den engelske dronning er også dronning for dem, selvom de bor så langt fra hinanden.” Chopingo gloede på hende: ”Musikkens Hus - du ved, der hvor orkestret skal bo derhjemme – kommer det også til at se sådan ud?” ”Nej, det gør det ikke”, svarede hun. ”Det er en helt anden arkitekt, der har tegnet det nye hus i Aalborg. Men når vi kommer hjem, kan vi gå ned til havnen og se på Utzon Centeret. Det er den samme mand, som har tegnet den bygning, som også har tegnet operahuset her.” ”Er det så også et operahus?”, spurgte Chopingo undrende. Han syntes ikke, han kunne huske noget om et hus kun til opera derhjemme. ”Nej”, svarede hans mor. ”Arkitekter tegner alle mulige slags bygninger: operahuse, villaer, kirker, broer og skoler. Utzon Centeret derhjemme er en bygning, hvor der er kunstudstillinger. Men se nu hvem der kommer der!” Det var hans far, der kom gående hen mod dem. Han havde nu fri fra arbejde, og sammen satte de sig på en café med udsigt til det smukke operahus og spiste frokost. Og som en ekstra overraskelse havde hans far skaffet billetter til aftenens forestilling: ”Carmen” – en fantastisk opera om smukke kvinder, tyrefægtere og ulykkelig kærlighed.
Chopingo var vild med at have ferie!
Og det var godt nok en lang flyvetur! Tyve timer tog det – og endda med flere stop undervejs! Heldigvis havde han sin musik, og så viste de også film. Til sidst var han dog så træt af at sidde stille, at han ville have givet hvad som helst for at slippe ud af den dumme flyver!
Endelig var de fremme, og Chopingo var lykkelig, da han så sin far, som stod og ventede i lufthavnen. De kørte hen til den lejlighed, som hans far boede i, og Chopingo og hans mor faldt straks i søvn efter den anstrengende rejse.
Da de den følgende dag trådte ud af døren, ramte den varme sol dem i ansigtet. Det var underligt at komme fra Aalborgs sne og kulde og ud i 28 graders varme og solskin. Chopingo strakte sig, fik øje på en legeplads og stak i rend. Han fik lov til at lege lidt, men så blev han stoppet ind på bagsædet af en taxa, og af sted gik det.
De kørte ned omkring havnen, og pludselig fik han øje på et meget mærkeligt hus. Det lignede kæmpe muslingeskaller, der stod på højkant! – eller var det sejl fra skibe? Hans mor fortalte ham, at det var et af de kendteste bygningsværker i hele verden. Som noget helt særligt var det også en dansk arkitekt, som hed Jørgen Utzon, der havde bygget det. Det var dog fantastisk! Tænk, at det var en dansker, der havde lavet så flot et hus, så langt væk hjemmefra! Chopingo var målløs! Det bedste af det hele var dog, at de var på vej derhen!
Da de kom ud af taxaen og gik hen mod huset, følte Chopingo sig meget lille. Det var kæmpe stort – og meget smukt!
Først da de stod lige foran og kiggede op på det, kom han i tanke om noget: ”Mor, hvad sker der egentlig derinde? Er der nogen, der bor der, eller er det der, hvor deres præsident holder til?” Hans mor grinede: ”Nej, har jeg ikke fortalt dig det? Det er et operahus! Et hus, hvor der både bor et orkester og en hel masse skuespillere og operasangere! Og for resten har de ikke en præsident her i Australien – de hører faktisk ind under Storbritannien, og den engelske dronning er også dronning for dem, selvom de bor så langt fra hinanden.” Chopingo gloede på hende: ”Musikkens Hus - du ved, der hvor orkestret skal bo derhjemme – kommer det også til at se sådan ud?” ”Nej, det gør det ikke”, svarede hun. ”Det er en helt anden arkitekt, der har tegnet det nye hus i Aalborg. Men når vi kommer hjem, kan vi gå ned til havnen og se på Utzon Centeret. Det er den samme mand, som har tegnet den bygning, som også har tegnet operahuset her.” ”Er det så også et operahus?”, spurgte Chopingo undrende. Han syntes ikke, han kunne huske noget om et hus kun til opera derhjemme. ”Nej”, svarede hans mor. ”Arkitekter tegner alle mulige slags bygninger: operahuse, villaer, kirker, broer og skoler. Utzon Centeret derhjemme er en bygning, hvor der er kunstudstillinger. Men se nu hvem der kommer der!” Det var hans far, der kom gående hen mod dem. Han havde nu fri fra arbejde, og sammen satte de sig på en café med udsigt til det smukke operahus og spiste frokost. Og som en ekstra overraskelse havde hans far skaffet billetter til aftenens forestilling: ”Carmen” – en fantastisk opera om smukke kvinder, tyrefægtere og ulykkelig kærlighed.
Chopingo var vild med at have ferie!
Link:
Tæt på dig!
Musikkens Plads 1. 9000 Aalborg.T: 98 13 19 55 (10-15).M: info@aalborgsymfoni.dk
Anne Rom Hansen, pædagoisk medarbejder