Chopingos Historie
April
Chopingo havde sådan glædet sig til, at symfoniorkestrets musikere skulle komme ud og spille på hans skole. Det havde været planlagt i lang tid og Chopingos klasse havde gennemgået alle symfoniorkestrets instrumenter og hørt en masse musik for symfoniorkester. Chopingo syntes, at det var fedt, at han pludselig ikke var den eneste, der vidste, hvad cello, bratsch, harpe og horn var for noget. Men nu kunne det være, at det slet ikke blev til noget med koncerten, fordi der stadigvæk var lock out, som de kaldte det. Chopingo vidste ikke helt, hvad det betød udover, at han nu havde haft næsten helt fri fra skole i over to uger, fordi lærerne ikke måtte komme på arbejde. Chopingo syntes, at det lød lidt mærkeligt, at man ikke måtte komme på arbejde – han syntes normalt, at de voksne sagde, at det var noget, de skulle. Og de plejede da at være meget glade for at få lidt fri. Men måske var lærerne ved at have det ligesom Chopingo, der i starten syntes, at det var helt vildt sjovt, at man bare kunne lege med vennerne hver dag, spille cello, se fjernsyn og spille computer og alt muligt lige, når man havde lyst. Men nu var det godt nok ved at være kedeligt…. Og Chopingo havde altså lige glædet sig til at være den seje, der vidste alt muligt om symfoniorkestret og endda kunne kende nogle af musikerne, når de kom ud på skolen. Chopingo havde nemlig fået at vide af sin cellolærer, at det var en lille gruppe på fire musikere, der skulle spille på skolen: ’To violiner og bratsch og cello – det hedder en strygekvartet,’ havde læreren fortalt.
Men nu kunne det altså være, at det slet ikke blev til noget, fordi de ikke skulle i skole. Mandag skulle Chopingo slet ikke i skole og tirsdag, som var den dag, hvor gruppen fra symfoniorkestret skulle komme, skulle han bare have matematik i to timer – det var noget med, at hans matematiklærer var noget andet, end de andre lærere og derfor gerne måtte komme på arbejde. Chopingo havde aldrig troet, at han på den måde skulle glæde sig til matematik, men det var nu dejligt at skulle hen på skolen og sige hej til kammeraterne.
Chopingo og resten af klassen gik hen til klasselokalet, da klokken ringede, men deres matematiklærer stod udenfor lokalet og sagde, at de skulle gå ned i musiklokalet. Chopingo havde lidt på fornemmelsen, hvad der skulle ske, så han løb hele vejen. ”Juhuuuu!” råbte han, da han så strygekvartetten fra symfoniorkestret sidde klar i musiklokalet. ”Jeg troede slet ikke, I kom.” Musikerne smilede og en af dem – Chopingo kunne ikke huske, hvad hun hed – sagde: ”Selvfølgelig kommer vi og spiller. Og det bliver endnu sjovere, end det plejer at være, fordi I ikke er så mange. Normalt plejer vi at spille for 100 børn af gangen – så er det svært at nå at snakke med alle. Det kan vi sagtens nå i dag.”
Snart sad hele Chopingos klasse klar på stolene og der blev helt stille. Musikerne sagde goddag og fortalte, at de var rigtig glade for, at de kunne få lov til at spille for klassen alligevel – og så endda, når de skulle have haft matematik. ”Men musik er faktisk også matematik,” sagde violinisten. ”Vi skal vide præcis, hvor lang tid noderne skal vare og der bruger matematik til at regne noderne ud. Nu skal I høre, hvordan det lyder, når vi spiller en masse noder sammen.” Og så spillede de et vildt hurtigt stykke musik, Chopingo kunne slet ikke forstå, at de kunne bevæge fingrene og buerne så hurtigt! Klassen klappede højt, da stykket var færdigt og så fortsatte musikerne med at fortælle om de forskellige instrumenter, de havde med – violin, bratsch og cello – og spille flere musikstykker. De spillede på et tidspunkt forskellige numre fra fjernsynet, som børnene skulle gætte og der var både temaet fra Disney Sjov og X-factor. Chopingo havde aldrig tænkt over, at man kunne spille dem i et symfoniorkester også. Pludselig rejste musikerne sig op og bukkede og sagde tak for i dag. ”Vi glæder os til at spille for jer sammen med resten af symfoniorkestret i maj, hvor I skal ind til os i Symfonien,” sagde de. Chopingo rakte hurtigt hånden op og blev spurgt, hvad han ville sige. ”Hvis nu der stadigvæk er det dér lock out, kan vi så godt komme ind og høre koncerten alligevel?” Musikerne kiggede lidt forvirret på læreren og på hinanden og cellisten sagde: ”Det ved vi faktisk ikke rigtig. Men det er først om 4 uger, så vi er helt sikre på, at alt er normalt igen til den tid.” Chopingo så ikke helt overbevist ud, og tænkte ved sig selv, at han i hvert fald håbede det. Han havde nemlig fået at vide af sin cellolærer, at det var en helt speciel koncert, hvor der blev vist film til den musik, symfoniorkestret spillede. Det VILLE Chopingo altså bare se!