B+U
Påskeferie
Chopingos Historie
Marts
Chopingo var på vej hen i Symfonien for at få sin celloundervisning. Selvom han egentlig gik i musikskolen, var det lige så tit, at han fik sin undervisning i et af de små øvelokaler i Symfonien, fordi hans lærer arbejdede både i symfoniorkestret som musiker og på musikskolen som lærer. Chopingo var kommet lidt for tidligt, så orkestret var stadig i gang med at spille, da han kom ind. Musikken lød som noget fra en film, Chopingo engang havde set. Han kunne ikke huske, hvad den handlede om, men kunne huske, at den var fra meget gamle dage og at damerne havde store kjoler på og mændene gik med paryk.
Så gik døren til salen op og musikerne begyndte at komme ud. ”Hej Chopingo” sagde cellisten, ”Er du klar til at spille?” Chopingo sagde selvfølgelig ja med et stort smil og spurgte: ”Hvad var det for noget musik, I spillede lige før? Det lød på en eller anden måde som noget, jeg har hørt før, men det eneste, jeg kan komme i tanke om er store kjoler og mænd med paryk….” Cellisten grinede og sagde, at det kunne hun godt forstå, for det var barokmusik skrevet af Johann Sebastian Bach og dengang, det blev skrevet, så menneskerne nemlig sådan ud ved hoffet. ”Så du har nok set en film, der foregik på et slot for flere hundrede år siden, Chopingo.”
Cellisten fortalte, at Bach faktisk har skrevet rigtig meget musik for cello og at Chopingo snart var blevet så dygtig til at spille, at de kunne gå i gang med at spille en af Bach’s cellosuiter. Det var sidste undervisningsdag inden påskeferien og Chopingo havde øvet sig rigtig meget på det stykke, han havde haft for derhjemme. Det var et fint lille arrangement for 2 celloer, som Chopingo og cellisten skulle spille sammen. Men i begyndelsen skulle Chopingo spille alene, så læreren kunne høre, om han spillede alle noderne rigtige. ”Øv, altså” sagde Chopingo, da han gik i stå på det samme sted, som han havde øvet sig på i en hel uge. ”Jeg HAR altså øvet mig!” sagde han lidt surt til læreren. Hun smilede og sagde, at det også var et svært sted. ”Lad os prøve at spille det sammen et par gange – bare de 4 takter.” Det gjorde de og efter fem minutter havde Chopingo pludselig spillet rigtigt tre gange i træk – og det havde slet ikke føltes så svært som derhjemme. ”Nu skal vi prøve at spille hele stykket igen, hvor jeg spiller min egen stemme,” sagde læreren. ”Så skal du huske at lytte godt efter, at vi spiller så præcist sammen, som vi kan.”
Chopingo koncentrerede sig helt vildt og spillede hele stykket uden fejl. ”Hvor er du god!” sagde læreren. ”Nu har du fortjent en god lang påskeferie. Men du skal lige have et nyt stykke med hjem, så du har noget at øve på, når vi nu ikke ses i lang tid.” Og så fik Chopingo nye noder, som han næsten ikke kunne vente med at komme hjem og spille. Det var altid så spændende, når man første gang skulle sidde og finde ud af, hvordan alle de noder kommer til at lyde som rigtig musik.
”Nu må du have en rigtig god ferie,” sagde læreren, ”Og hvis du har lyst til at komme ind og høre koncerten med Bach’s musik i næste uge, så må du endelig sige til – jeg kan nok godt finde en billig billet.” ”Vi skal i sommerhus hele ugen,” fortalte Chopingo, ”så jeg er slet ikke hjemme. Det må blive en anden gang. God ferie.”
Chopingo var allerede halvvejs ude af døren – han skulle skynde sig hjem og hjælpe sin mor med at pynte huset op til påske. Hun havde nemlig lovet ham et stort påskeæg, når de var færdige.
Så gik døren til salen op og musikerne begyndte at komme ud. ”Hej Chopingo” sagde cellisten, ”Er du klar til at spille?” Chopingo sagde selvfølgelig ja med et stort smil og spurgte: ”Hvad var det for noget musik, I spillede lige før? Det lød på en eller anden måde som noget, jeg har hørt før, men det eneste, jeg kan komme i tanke om er store kjoler og mænd med paryk….” Cellisten grinede og sagde, at det kunne hun godt forstå, for det var barokmusik skrevet af Johann Sebastian Bach og dengang, det blev skrevet, så menneskerne nemlig sådan ud ved hoffet. ”Så du har nok set en film, der foregik på et slot for flere hundrede år siden, Chopingo.”
Cellisten fortalte, at Bach faktisk har skrevet rigtig meget musik for cello og at Chopingo snart var blevet så dygtig til at spille, at de kunne gå i gang med at spille en af Bach’s cellosuiter. Det var sidste undervisningsdag inden påskeferien og Chopingo havde øvet sig rigtig meget på det stykke, han havde haft for derhjemme. Det var et fint lille arrangement for 2 celloer, som Chopingo og cellisten skulle spille sammen. Men i begyndelsen skulle Chopingo spille alene, så læreren kunne høre, om han spillede alle noderne rigtige. ”Øv, altså” sagde Chopingo, da han gik i stå på det samme sted, som han havde øvet sig på i en hel uge. ”Jeg HAR altså øvet mig!” sagde han lidt surt til læreren. Hun smilede og sagde, at det også var et svært sted. ”Lad os prøve at spille det sammen et par gange – bare de 4 takter.” Det gjorde de og efter fem minutter havde Chopingo pludselig spillet rigtigt tre gange i træk – og det havde slet ikke føltes så svært som derhjemme. ”Nu skal vi prøve at spille hele stykket igen, hvor jeg spiller min egen stemme,” sagde læreren. ”Så skal du huske at lytte godt efter, at vi spiller så præcist sammen, som vi kan.”
Chopingo koncentrerede sig helt vildt og spillede hele stykket uden fejl. ”Hvor er du god!” sagde læreren. ”Nu har du fortjent en god lang påskeferie. Men du skal lige have et nyt stykke med hjem, så du har noget at øve på, når vi nu ikke ses i lang tid.” Og så fik Chopingo nye noder, som han næsten ikke kunne vente med at komme hjem og spille. Det var altid så spændende, når man første gang skulle sidde og finde ud af, hvordan alle de noder kommer til at lyde som rigtig musik.
”Nu må du have en rigtig god ferie,” sagde læreren, ”Og hvis du har lyst til at komme ind og høre koncerten med Bach’s musik i næste uge, så må du endelig sige til – jeg kan nok godt finde en billig billet.” ”Vi skal i sommerhus hele ugen,” fortalte Chopingo, ”så jeg er slet ikke hjemme. Det må blive en anden gang. God ferie.”
Chopingo var allerede halvvejs ude af døren – han skulle skynde sig hjem og hjælpe sin mor med at pynte huset op til påske. Hun havde nemlig lovet ham et stort påskeæg, når de var færdige.
Link:
