B+U
Chopingo og Musikkens Hus
Chopingo var på vej fra skole og hen til symfoniorkestret. Efter gennem længere tid at have plaget sine forældre, havde de givet ham lov til at cykle frem og tilbage. Herligt, nu slap han for at tage bussen!
Han havde lige rundet hjørnet, da han forbløffet bremsede op: ”Hvad var dog det for et stort hul? Var de ved at grave ud til en swimmingpool? Det ville da være skønt – og så lige ned til havnefronten….” Da han kom tættere på, kunne han se et stort skilt ud til vejen: ”Her bygger vi Musikkens Hus!”, stod der.
”Musikkens Hus! Hvad var dog det? En stor pladeforretning, eller var det musikskolen, der skulle have et nyt hus?”
Hancyklede videre med hovedet fuldt af tanker. Han droppede hurtigt tanken om en ny musikskole. Han var begyndt at spille cello efter ferien – og det var helt fantastisk (og ret svært…) – og han vidste derfor, at musikskolen lige var flyttet ind i et stort hus, der hed Nordkraft, og så ville det da være dumt at flytte dem igen. Der måtte ligge noget andetbag.
Da han kom ind i Symfonien, overfaldt han straks sin ven, violinisten: ”Det der Musikkens Hus, hvad er det?”, ville han vide. Violinisten havde travlt, for der var ikke lang tid til prøve: ”Musikkens Hus er der, hvor vi skal flytte hen om et par år, men hvis du vil vide mere, må du snakke med Jan.
Han ved alt om Musikkens Hus”. Chopingo ræsede op af trapperne til administrationsgangen og fandt hurtigt Jan, som sad ved sit skrivebord, helt begravet i store bunker papir. ”Hej Jan”, sagde Chopingo, ”kan du hjælpe mig med noget?” Jan så åndsfraværende op fra sine bunker: ”Jamen halløj, Chopingo. Selvfølgelig vil jeg det! Der er bare liiige denne her stak billetter, jeg skal have sendt af sted. Kan du ikke hjælpe mig, så jeg ikke skal sidde her til langt ud på aftenen?”
Chopingo satte sig ned, og mens de pakkede billetter i kuverter (og Chopingo lukkede dem), fortalte Jan om MusikkensHus.
Det ville blive et rigtig flot hus med store koncertsale med plads til en masse publikum. ”Hvem skal bo i huset?”, ville Chopingo vide. ”Det skal vi her i symfoniorkestret sammen med konservatoriet og universitetet”, svarede Jan. ”Konservatoriet”, sagde Chopingo, ”er det ikke der, man uddanner sig til at blive musiker?” Jan nikkede: ”Jo, på konservatoriet lærer man at spille rigtig godt på sit instrument. På Universitet studerer man mere det teoretiske bag musikken.” Chopingo så spørgende på ham, og Jan fortsatte: ”Du ved, sådan noget med hvordan musikken er bygget op, om de forskellige komponister og tidsaldre og sådan noget”. Chopingo nikkede tankefuldt: ”Så bliver der da mange muligheder for at lave en masse sjove ting sammen, når man sådan skal bo i det samme hus”, mente han. Jan gav ham med det samme ret: ”Ja, det bliver rigtig dejligt at komme sammen med en masse folk, der beskæftiger sig med musik – måske bare på en lidt anden måde”.
”I sådan et nyt og stort og fint hus, tror du så, at der bliver noget sjovt for børn? Jeg mener, det kan jo være, at de fine mennesker, der har bygget huset, er lidt bange for, at børnene skal grise det til?” Jan smækkede den sidste stak konvolutter i bordet med et ordentligt brag: ”Det kan jeg godt sige dig: der bliver masser af sjov for børn! Faktisk er det noget, som vi arbejder hårdt for her i symfoniorkestret! Vi vil gøre rigtig meget for, at Musikkens Hus bliver et sted, hvor børn og deres familier har lyst til at komme. Faktisk har vi sammen med Sigurd lavet et helt projekt, der hedder ”Børnenes vej til Musikkens Hus”. Sigurd er nu i gang med at lave en ”Husbyggersang” til os, en sang lige præcis til Musikkens Hus, og så han kommer også sammen med Bjørnen Bjørn og laver en masse koncerter. Har han slet ikke fortalt dig det?”
Chopingo tænkte sig om: ”Næ, det syntes han ikke lige, at han kunne huske, men når han var sammen med Bjørn legede de mest cowboydere og indianere, og så var der jo ikke så meget tid til at snakke om huse…”
Jan så på sit ur: ”Åh nej, nu er jeg for sent på den igen! Kan du klare dig selv?” – og så var han ude af døren.
Chopingo så sig lidt omkring på Jans kontor. På væggen hang der en masse fine tegninger af et hus. Det så nu lidt underligt ud – det lignede ikke sådan rigtig noget, der havde med musik at gøre. Han tog en blyant og et stykke blankt papir fra Jan blok – det gjorde nok ikke noget – og så gik han i gang.
DaJan en time senere kom tilbage, havde Chopingo lige sat den sidste streg på sin tegning af Musikkens Hus. Jan var overvældet: ”Jamen, sikke da en fin tegning. Må jeg ikke få den? Så kan den hænge her og minde mig om hvad der er det vigtigste ved det nye hus: Musikken!”
Her er Chopingos tegning af Musikkens Hus:
Han havde lige rundet hjørnet, da han forbløffet bremsede op: ”Hvad var dog det for et stort hul? Var de ved at grave ud til en swimmingpool? Det ville da være skønt – og så lige ned til havnefronten….” Da han kom tættere på, kunne han se et stort skilt ud til vejen: ”Her bygger vi Musikkens Hus!”, stod der.
”Musikkens Hus! Hvad var dog det? En stor pladeforretning, eller var det musikskolen, der skulle have et nyt hus?”
Hancyklede videre med hovedet fuldt af tanker. Han droppede hurtigt tanken om en ny musikskole. Han var begyndt at spille cello efter ferien – og det var helt fantastisk (og ret svært…) – og han vidste derfor, at musikskolen lige var flyttet ind i et stort hus, der hed Nordkraft, og så ville det da være dumt at flytte dem igen. Der måtte ligge noget andetbag.
Da han kom ind i Symfonien, overfaldt han straks sin ven, violinisten: ”Det der Musikkens Hus, hvad er det?”, ville han vide. Violinisten havde travlt, for der var ikke lang tid til prøve: ”Musikkens Hus er der, hvor vi skal flytte hen om et par år, men hvis du vil vide mere, må du snakke med Jan.
Han ved alt om Musikkens Hus”. Chopingo ræsede op af trapperne til administrationsgangen og fandt hurtigt Jan, som sad ved sit skrivebord, helt begravet i store bunker papir. ”Hej Jan”, sagde Chopingo, ”kan du hjælpe mig med noget?” Jan så åndsfraværende op fra sine bunker: ”Jamen halløj, Chopingo. Selvfølgelig vil jeg det! Der er bare liiige denne her stak billetter, jeg skal have sendt af sted. Kan du ikke hjælpe mig, så jeg ikke skal sidde her til langt ud på aftenen?”
Chopingo satte sig ned, og mens de pakkede billetter i kuverter (og Chopingo lukkede dem), fortalte Jan om MusikkensHus.
Det ville blive et rigtig flot hus med store koncertsale med plads til en masse publikum. ”Hvem skal bo i huset?”, ville Chopingo vide. ”Det skal vi her i symfoniorkestret sammen med konservatoriet og universitetet”, svarede Jan. ”Konservatoriet”, sagde Chopingo, ”er det ikke der, man uddanner sig til at blive musiker?” Jan nikkede: ”Jo, på konservatoriet lærer man at spille rigtig godt på sit instrument. På Universitet studerer man mere det teoretiske bag musikken.” Chopingo så spørgende på ham, og Jan fortsatte: ”Du ved, sådan noget med hvordan musikken er bygget op, om de forskellige komponister og tidsaldre og sådan noget”. Chopingo nikkede tankefuldt: ”Så bliver der da mange muligheder for at lave en masse sjove ting sammen, når man sådan skal bo i det samme hus”, mente han. Jan gav ham med det samme ret: ”Ja, det bliver rigtig dejligt at komme sammen med en masse folk, der beskæftiger sig med musik – måske bare på en lidt anden måde”.
”I sådan et nyt og stort og fint hus, tror du så, at der bliver noget sjovt for børn? Jeg mener, det kan jo være, at de fine mennesker, der har bygget huset, er lidt bange for, at børnene skal grise det til?” Jan smækkede den sidste stak konvolutter i bordet med et ordentligt brag: ”Det kan jeg godt sige dig: der bliver masser af sjov for børn! Faktisk er det noget, som vi arbejder hårdt for her i symfoniorkestret! Vi vil gøre rigtig meget for, at Musikkens Hus bliver et sted, hvor børn og deres familier har lyst til at komme. Faktisk har vi sammen med Sigurd lavet et helt projekt, der hedder ”Børnenes vej til Musikkens Hus”. Sigurd er nu i gang med at lave en ”Husbyggersang” til os, en sang lige præcis til Musikkens Hus, og så han kommer også sammen med Bjørnen Bjørn og laver en masse koncerter. Har han slet ikke fortalt dig det?”
Chopingo tænkte sig om: ”Næ, det syntes han ikke lige, at han kunne huske, men når han var sammen med Bjørn legede de mest cowboydere og indianere, og så var der jo ikke så meget tid til at snakke om huse…”
Jan så på sit ur: ”Åh nej, nu er jeg for sent på den igen! Kan du klare dig selv?” – og så var han ude af døren.
Chopingo så sig lidt omkring på Jans kontor. På væggen hang der en masse fine tegninger af et hus. Det så nu lidt underligt ud – det lignede ikke sådan rigtig noget, der havde med musik at gøre. Han tog en blyant og et stykke blankt papir fra Jan blok – det gjorde nok ikke noget – og så gik han i gang.
DaJan en time senere kom tilbage, havde Chopingo lige sat den sidste streg på sin tegning af Musikkens Hus. Jan var overvældet: ”Jamen, sikke da en fin tegning. Må jeg ikke få den? Så kan den hænge her og minde mig om hvad der er det vigtigste ved det nye hus: Musikken!”
Her er Chopingos tegning af Musikkens Hus:
Link:
