Det var den 1. januar, og Chopingo vågnede. Han var stadig træt, for det havde været nytårsaften, og han havde fået lov til at være længe oppe. Halv to var klokken blevet, før han var kommet i seng! Det havde været sjovt: det havde haft besøg af nogle af hans forældres venner, som havde to tvillingedrenge på hans alder, så der havde været gang i den. De havde leget pakkeleg, set ”90-års fødselsdagen” og skudt en masse raketter af. Chopingo elskede fyrværkeri! Hans mor var frygteligt bekymret hvert år, men han var altså meget forsigtig: havde beskyttelsesbriller på, stod på god afstand af det, og gik aldrig tilbage, hvis det ikke lige virkede. Det var så flot! Især raketterne og de der ildkugler, der fløj op i luften. Naboens hund var gået helt amok! Den var rigtig bange for alt det skyderi og havde gemt sig inde under deres hus. Dér havde den ligget i flere timer, før de fik lokket den ud igen. Stakkels lille hund!
Nå, men nu var det så blevet den første dag i det nye år, og selvom han var træt, sad han nu under sin dyne i sofaen foran fjernsynet. Henne i orkestret havde de fortalt ham, at der hvert år d. 1. januar blev sendt nytårskoncert med Wiener Philharmonikerne direkte fra Wien, og det skulle åbenbart være noget helt særligt. Foran sig havde han en kop varm kakao, så nu var han parat!
Programmet startede, og Chopingo sukkede dybt, da han så den smukke sal. Det var godt nok noget andet end den sal, hvor hans orkester spillede! Der var guldudmykninger, balkoner, masser af blomster og et festklædt publikum! Man kunne se på folk og mærke på stemningen, at de havde glædet sig rigtig meget! Fjernsynskommentatoren fortalte, at det var en dansker, der helt tilbage i 1800-tallet havde været med til at bygge salen! Sejt!
Orkestret sad nu klar, dirigenten kom ind, og så gik de i gang! Chopingo vidste, at de skulle spille wienerklassisk musik af komponister fra Strauss-familien. Han vidste egentlig ikke, hvordan det lød, men det ville han jo finde ud af. Orkestret var, efter mange af de musikere han kendtes mening, det bedste i verden til at spille den slags musik, så han var spændt. Musikken lød ud gennem højtalerne, og Chopingo lod sig føre med. Det var en vals, og han kom med det samme til at tænke på den gang, han løb på skøjter med Lillemus. Musikken var let og elegant, og han kunne næsten ikke sidde stille. Musikerne så ud til at nyde det og have det sjovt, og han kunne med det samme høre, at de måtte være verdensmestre i at spille vals. Det lød som bare ét instrument, der svævede og valsede af sted.
Her kan du høre en af de mest kendte valse af vals af Johann Strauss: ”An der schönen blauen Donau” http://www.youtube.com/watch?v=KNVBTGeyF1I

Koncerten fortsatte, og mens musikerne spillede, så man smukke optagelser fra de østrigske bjerge, og hvad var nu det: balletdansere kom dansende ind i salen på et smukt slot. Det var ubeskrivelig smukt!
Pludselig gik døren op, og hans forældre kom valsende ind i stuen. Hans far havde taget en af nytårshattene fra aftenen inden på, og hans mor var iført natkjole og skisokker. De dansede rundt i stuen, mens de lod som om de var fine balletdansere, og det gik da også meget godt, lige indtil hans far faldt over et bordben og dermed væltede hans mor ind i bogreolen. Chopingo nåede lidt at flytte sig, inden han fik et stort atlas i hovedet. ”Hvad har I gang i?”, spurgte han oprørt. De havde forstyrret hans balletoplevelse, men da han så deres ansigtsudtryk, kunne han alligevel ikke lade være med at grine.
De puttede sig ned under dynene til ham, og sammen så de resten af koncerten. Den første dag i det nye år var egentlig ret hyggelig – men det kunne nu godt være, at han skulle have sig en eftermiddagslur….