Chopingo havde vist aldrig før haft så travlt. Han havde nemlig været med til Aalborg Symfoniorkesters børnekoncerter og dem var der godt nok mange af her i foråret. Først var han med sin klasse inde at høre og se en helt vildt sjov koncert, hvor der var lavet film, der passede til musikken. Det var ligesom at være i biografen bortset fra, at billeder og musik passede endnu bedre sammen og fulgte hinandens rytme. Faktisk var det så godt, at Chopingo havde overtalt sin mor og far og bedstemor og bedstefar til at tage med ind og høre koncerten én gang til. De SKULLE bare se den film med en lille hund, der blev luftet på en skøjtebane til Hundevalsen og høre orkestret spille til Olsen Bandens indbrud i Det Kongelige Teater. Chopingos familie syntes også, at det var en rigtig god koncert og da de var ude at spise aftensmad bagefter, talte de videre om filmenes vandrende pinde, dansende æg og alle de andre sjove billeder.
Næste morgen kunne Chopingo næsten ikke lukke øjnene op, da hans far kom ind for at vække ham. Han var så træt så træt men skulle alligevel i skole. De havde så meget, de skulle indhente efter lock out’en, sagde hans lærer. Chopingo syntes nu ikke, de havde så travlt, når der nu var flere år til, at hans klasse skulle til eksamen, men det sagde han ikke til nogen. Han blev nu meget frisk, da han endelig stod op og fik noget morgenmad og da han fulgtes med Lillemus hen til skolen, havde han helt glemt, hvor svært det var at stå op. Han fortalte Lillemus alt om, at han havde været inde og høre koncerten igen med sine forældre. Hun var lidt misundelig, for hun havde også prøvet at få sine forældre med ind til koncerten, men de skulle alle sammen til hendes mosters fødselsdag, så det kunne ikke lade sig gøre. ’Det skal du ikke være ked af’, sagde Chopingo. ’Der kommer nemlig en rigtig sjov koncert med Sigurd og symfoniorkestret nede på havnen om ikke så lang tid – og der har vores forældre allerede aftalt, at vi skal følges alle sammen!’ Så blev Lillemus rigtig glad og de snakkede om, hvilken musik der mon skulle spilles der. Og også, at det skulle blive rigtig sjovt at høre symfoniorkestret spille udendørs. Det var jo normalt altid noget, der foregik inde i en koncertsal.
Da dagen for koncerten kom, hjalp Chopingo sin mor med at pakke en stor madkurv med pølsehorn, pizzasnegle og saftevand og de kørte ind til byen, hvor koncerten skulle være. Der var rigtig mange mennesker over det hele, for der var nemlig regatta. Der var rigtig mange skibe i havnen og de var virkelig flotte! Da de havde gået langs havnen og set på alle skibene, kom de endelig hen til scenen, hvor symfoniorkestret skulle spille. Der sad allerede mange børn og familier klar foran scenen, selvom der var god tid, inden koncerten skulle starte. ’Heeeeej, Chopingo’ lød det pludselig og Lillemus kom løbende hen til ham fra den anden side af scenen. ’Vi har fundet nogle rigtig gode pladser helt tæt på! Kom med herover.’ Chopingo og hans forældre fulgte efter Lillemus tværs over pladsen og kom hen til en fin lille plads, hvor Lillemus’ mor og far var ved at pakke deres madkurv ud. De snakkede og spiste og Chopingo holdt godt øje med scenen imens – der var musikerne nemlig lige så stille ved at komme ind og så vidste Chopingo, at der ikke var lang tid til, at de skulle spille. Nu sad de der alle sammen og begyndte at stemme. Chopingo elskede, når orkestret begyndte at stemme. For ham var det en slags signal til, at der snart skulle ske noget og ganske rigtigt. Nu blev der helt stille og dirigenten og Sigurd Barrett kom frem på scenen og orkestret rejste sig op, mens alle publikummerne klappede. Det var virkelig sjovt at sidde så tæt på Sigurd, som man ellers kun så i fjernsynet. Han sang sange fra både Afrika, Kina, Rusland, Grønland – og endda fra Antarktis, hvor pingvinerne kommer fra! Det var en virkelig sjov koncert og Chopingo og Lillemus kunne synge med på næsten alle sangene.
Da koncerten var slut kunne man endda få Sigurds autograf og selvom Chopingo og Lillemus skulle stå i kø i lang tid, før de fik den, var det det hele værd.