Chopingo glædede sig: vinterferien nærmede sig, og i år skulle de ud at rejse – og ikke bare til Berlin. Nej, hans far fyldte 40 år, og det havde de besluttet at fejre ved at rejse helt om på den anden side af jorden – nærmere betegnet til de Dansk Vestindiske Øer! Chopingo kunne næsten ikke vente. Han havde haft sin kuffert stående i to uger – klar til at tage af sted. Hvorfor gik tiden så langsomt?
Endelig sad de i flyet. De var på vej! Han havde fået en bog om øerne af sin farmor i julegave, så han vidste en masse om det sted, de nu var på vej til. Det var mærkeligt at tænke på, at Danmark havde ejet de små øer så langt væk. Det ville nu tage dem mere end et døgn at komme derover og hvor lang tid, havde det så ikke taget dengang, hvor der ikke fandtes flyvemaskiner? Det var også skræmmende at tænke på, at der havde været slaver på øerne dengang. Det var godt nok danskerne, der havde frigivet dem, men tænk, at der var nogen, der kunne få sig selv til at behandle andre mennesker på den måde.
Flyveturen VAR lang, men endelig landede de i den lille lufthavn på St. Croix. Varmen og luften fra havet strømmede imod dem, da de trådte ud af flyveren. Det var fantastisk! Palmerne svajede, havet var helt turkist, og varmen lagde sig som et tæppe omkring dem. Chopingo kunne næsten ikke vente med at kaste sig i bølgerne.
Det blev en fantastisk ferie! De dykkede og badede hver dag. Folk var meget venlige, og det var underligt at opholde sig så langt fra Danmark og alligevel hele tiden se tegn på øernes danske fortid. Gadenavnene var danske, og dannebrog vajede i vinden mange steder. Når de fortalte hvor de kom fra, blev folk rigtig glade. Det, syntes Chopingo, var meget mærkeligt: danskerne havde jo ikke behandlet dem særlig pænt.
Om aftenen på hans fars fødselsdag spiste de middag på en hyggelig restaurant, der lå på stranden. Der var sat borde op i vandkanten, grillen var tændt, og der var en dejlig stemning. Pludselig begyndte der at strømme musik ud fra den lille scene, der var sat op henne i et hjørne. Chopingo lyttede: dette var en helt anden slags musik, end han nogensinde havde hørt. Og hvad var det for nogen instrumenter? Han måtte hen og undersøge det. Inden hans forældre kunne nå at sige noget, smuttede han ned af stolen og hen mod musikken. Oppe på scenen så han nu fem musikeren stå og slå på en slags trommer, men hvad var det dog for nogle trommer? Det var en smuk lyd – både blød og med en helt særlig klang – og så kunne de spille melodier! Han listede tættere og tættere på. ”Hvis han nu stod på tæer, kunne han måske se op over kanten”. Det gik også fint, lige indtil han faldt over et stoleben, ramlede ind i et bord, mistede balancen og faldt ligeså lang han var ind på scenen mellem alle trommerne. Musikken stoppede, og alle kiggede forskrækket på ham. En af musikerne kom hen og samlede ham op. ”Hey lille ven, kom du noget til?” Chopingo så op. Det var frygtelig pinligt. ”Nej”, stammede han (han var ikke så god til engelsk endnu), ”jeg ville bare så gerne se jeres trommer”. ”Trommer”, grinede den mørke mand, ”du må vist hellere komme og se”. Så fandt han en stol til Chopingo, som han satte hen ved siden af sig. ”Følg nu godt med”, sagde han, og så gik de igen i gang med at spille. Og sikke de kunne spille! Nu hvor han bedre kunne se, opdagede han, at det slet ikke var trommer, men snarere en slags tønder, som de slog på med nogle køller. Og det var ikke lige meget hvor de slog: det var som om, at der var forskellige toner rundt omkring på tønden, så de også kunne spille melodier. Han var fascineret! Musikken var meget anderledes. Den passede på en helt særlig måde til varmen, palmerne og bølgernes klang. Det swingede, og han fik lyst til at danse. ”Bare Lillemus havde været her!”
Da musikerne holdt pause, hentede hans nye ven en sodavand til ham, og så fortalte han ham om deres musiktradition og om deres instrumenter. I gamle dage havde slaverne været rigtig glade for at spille på trommer. Det kunne de hvide godsejere ikke lide, så det forbød de. Så byttede de trommerne ud med bambusstave, som de slog mod hinanden. Det kunne godsejerne heller ikke lide, for tænk hvis de begyndte at slå på dem, så det forbød de også. Chopingo var målløs: ”Tænk, at godsejerne skulle bestemme, om de kunne spille musik!” Hans nye ven fortsatte nu med at fortælle om sine instrumenter. Traditionen med at spille på olietønder stammede fra Trinidad, som også er en ø i Caribien. Der havde de fundet ud af, at hvis de hamrede tønderne ud på en særlig måde, kunne de bruges, ikke bare som rytmeinstrumenter, men også til at spille melodier på.
”Vil du prøve?”, spurgte han. Og det ville Chopingo gerne! Dybt koncentreret slog han forsigtigt på tønden og fandt langsomt ud af, hvor de forskellige toner sad. Efter 10 minutter lykkedes det ham at frembringe noget, der med lidt god vilje kunne genkendes som ”Mester Jacob”. ”Sejt”, sagde hans nye ven, ”den kender vi også. Lad os spille den sammen!” Og nu oplevede Chopingo så at få lov til at spille sammen med et rigtigt calyso band. Aldrig havde ”Mester Jacob” swinget så godt!
Da de var færdige, klappede alle gæsterne i restauranten. Chopingo blev helt flov: han havde helt glemt, at der var andre til stede. Nede foran scenen så han nu sin far stå med videokameraet tændt. ”Det var den bedste fødselsdagsgave, jeg kunne få”, sagde han. ”Hvor lød det godt!”
Chopingo sagde nu farvel til sine nye venner, og sammen med sine forældre gik han ud i caribiske nat med swingende calypsomusik i ørene. Sikke en ferie!

Klik her, så kan du høre rigtig calypso-musik