Telefonen ringede tidligt om morgenen, og Chopingos mor tog den forundret. ”Hvem kunne dog finde på at ringe til dem kl.7?” Det var Chopingos ven, violinisten. ”Tror du, Chopingo kan hjælpe mig?”, spurgte han hurtigt. ”Jeg har lovet at passe min nevø, og nu er vi blevet kaldt ind til ekstra prøve i eftermiddag, og jeg kan jo ikke lade ham være alene hjemme. Han er kun 5 år. Tror du ikke, Chopingo kan komme hen i Symfonien efter skole og se efter ham i et par timer?” Det lovede Chopingos mor. Hun var sikker på, at Chopingo ville synes, at det ville være sjovt; og selvfølgelig hjælper man hinanden!
Det betød, at Chopingo kastede sig på sin cykel, lige da den sidste time var slut og ræsede hen i Symfonien. Violinisten havde allerede pakket violinen ud af violinkassen og var på vej ind til prøve. Ved siden af ham stod en lille fyr med rygsæk på og kasket. ”Hej Chopingo”, sagde hans ven. ”Dejligt, at du har lyst til at lege lidt med Konrad. Her er en 20’er. Så kan I købe en kop kakao.” Og så var han smuttet ind i salen.
Konrad kiggede op på Chopingo. ”Hvorfor har du en sløjfe om halsen?, ville han vide. ”Kan du spille el-guitar? Og hvor er min onkel blevet af?” ”Hold da op”, tænkte Chopingo, ”det kan blive en lang eftermiddag”. Han svarede tålmodigt på Konrads spørgsmål, mens de gik hen i kantinen og købte deres kakao. Fem minutter efter havde Konrad drukket sin kakao - efter at han havde væltet Chopingos ud over hele bordet - og nu ville han lege. ”Skal vi lege fangeleg?”, spurgte han, idet han ræsede rundt om bordet. Chopingo mente ikke, det var et godt sted at løbe rundt, så han trak sine skolebøger og papir og penalhus op af skoletasken. ”Har du ikke lyst til et tegne en flot tegning til din onkel?” forsøgte han sig og håbede, at han imens kunne få lov til at lave sine lektier. ”Ok”, sagde Konrad og i løbet af fem minutter havde han brugt alt Chopingos papir, var kommet til at knække hans bedste røde farve og havde sendt mindst ti papirflyvere rundt i kantinen. Chopingo sukkede og opgav at få lavet lektier. ”Skal vi ikke lege gemmeleg?”, spurgte Konrad. Chopingo tænkte sig om: ”Det kunne vel ikke skade, og så var han i det mindste stille så længe.” De havde det rigtig sjovt i lang tid. Chopingo kendte jo huset godt, så han fandt de snedigste gemmesteder: bag stakken med nodestativer i depotet, under flyglet, og omme bag alle kasserne med noder, der lige var kommet med pakkeposten. Nu var det Konrads tur til at gemme sig! Han for af sted! Mens Chopingo stod og talte til 100, kom de to regissører pludselig gående. ”Chopingo, kan du ikke lige give en hånd med? Vi skal have skubbet alle disse stole til side, så vi kan få pakket lastbilen, lige når prøven er færdig”. Chopingo glemte alt om det, han var i gang med, og hjalp i stedet Peter og Ulrik med at flytte stole og nodestativer. Til sidst sendte de ham op til Lars i nodearkivet for at hente nogle ekstra mapper, der skulle med lastbilen hen i kirken, hvor de om aftenen skulle holde koncert. Lars var meget interesseret i hvordan det gik med Chopingos cellospil, og Chopingo fortalte ham begejstret om den koncert, han lige havde spillet med til på musikskolen. Pludselig kom han i tanke om Konrad! Han for ud af døren uden at sige farvel til Lars, som kiggede undrende efter ham. Da han kom ned i hallen, var prøven forbi, og alle musikerne var på vej hjem. Violinisten stod og så sig søgende omkring og så helt lettet ud, da Chopingo kom springende. ”Nå, dér er du! Hvor har du gjort af Konrad?” Chopingo blev bleg: ”Er han ikke her?”, spurgte han febrilsk. ”Vi legede skjul, og så skulle jeg lige hjælpe Peter og Ulrik, og nu ved jeg ikke hvor, han har gemt sig”. Violinisten så uroligt på ham: ”Du lovede mig at se efter ham! Han er ikke så gammel, og han kender ikke stedet her. Lad os komme i gang med at lede!” Og så begyndte de at kalde på Konrad og lede alle de steder, de kunne komme i tanke om – men uden held! Konrad var væk! De andre musikere var taget hjem for at hvile sig inden koncerten om aftenen, og regissørerne var kørt hen i kirken med ekstra nodestativer og en masse andet grej, så der var ingen andre at spørge. Chopingo var ulykkelig og violinisten desperat: han turde næsten ikke ringe og fortælle sin søster, at Konrad var forsvundet. De ledte og ledte, kaldte og råbte på ham, indtil de efter to timer opgivende sank ned på en stol. Chopingo hulkede: ”Jeg er så ked af det. Det var ikke med vilje, men jeg skulle bare lige…..” I det samme gik døren op, og Peter og Ulrik kom ind i salen: ”Kan I ikke holde styr på jeres ting?, brummede Peter. De så op, og bag ham kiggede Konrad frem. Han så skyldbevidst ned i jorden: ”Det var altså ikke med vilje”, stammede han, ”jeg ville bare så gerne finde det bedste gemmested”. Violinisten styrtede hen til ham og gav ham et kæmpe knus! ”Hvor har du dog været?”, spurgte han, mens en enkelt tåre trillede ned af hans kind. Det viste sig, at Konrad var kravlet ind i en af de store kontrabaskasser, som stod ude bag scenen, og som regissørerne skulle køre over i kirken. Han havde ligget og ventet på, at Chopingo skulle komme og finde ham, men da der gik så lang tid, var han faldet i søvn, og han vågnede først, da han så Ulriks måbende ansigt. Regissørerne havde troet, at bassen var i kassen, eftersom den var ret tung, men heldigvis havde de da tjekket den, da de kom hen i kirken – og havde fundet en sovende Konrad.
Chopingo var meget flov! ”Det må du undskylde, Konrad”, sagde han, mens han så ned i jorden. ”Jeg blev pludselig optaget af noget andet”. ”Det skal du ikke tænke på”, sagde Konrad. ”Men det var da vist mig, der fandt det bedste gemmested?”