Chopingo glædede sig til at komme i skole igen efter sommerferien, så han kunne komme til at fortælle sine kammerater og lærere om alle de spændende ting, han havde oplevet. Selvom han ikke havde været ude at rejse som mange af de andre, havde han mindst lige så meget at fortælle. Han havde godt nok ikke set Eiffeltårnet i Paris eller Big Ben i London, men til gengæld vidste han, hvordan H. C. Andersen havde levet da han var en lille dreng på Chopingos egen alder. Og på en måde var det lige så spændende. Det var i hvert fald pludselig blevet meget sjovere at læse H. C. Andersens historier i dansktimerne.

Men dét, Chopingo havde glædet sig allermest til efter sommerferien, var at han skulle starte til cello igen. Han havde spillet lidt ferien, men slet ikke så meget som han plejede. Han kunne jo ikke så godt have celloen med på ferie, fordi den fyldte hele bilen.

’Hej Chopingo’, sagde hans lærer Hanne. ’Har du haft en god ferie?’ Og Chopingo fortalte straks alt om sommerhuset, Randers Regnskov og turen i Odense. ’Ved du hvad’, sagde Hanne, ’der er faktisk en komponist fra Fyn, der levede næsten samtidig som H. C. Andersen. Han hedder Carl Nielsen og han har skrevet rigtig meget musik for symfoniorkester. Næste år ville han have haft 150-års fødselsdag og det fejrer alle symfoniorkestrene i Danmark med en masse koncerter kun med Carl Nielsens musik.’  De snakkede lidt videre om, hvorfor både Carl Nielsen og H. C. Andersen var blevet så berømte og nu var Chopingo endnu gladere for at have holdt sommerferie i Odense. ’Skal vi ikke varme op med nogle skalaer efter sådan en lang ferie?’ spurgte Hanne. Og Chopingo var klar med det samme. Han blev dog hurtigt lidt sur på både celloen og sig selv, for de lød slet ikke lige så godt, som de plejede. ’Sådan er det, når man har spillet mindre, end man plejer,’ forklarede Hanne. ’Hvis du spiller de her to skalaer hver dag, når du kommer hjem fra skole fra nu af, så lyder de meget bedre, når vi ses igen i næste uge.’ Da de havde spillet dem et par gange mere, kunne Chopingo faktisk allerede mærke, hvordan fingrene begyndte at kunne huske, hvor de skulle bevæge sig hen og han glædede sig allerede til komme hjem og øve, så de blev endnu bedre. ’Hvis du kan huske, hvordan man læser noder, så kan du tage den her med hjem og kigge på til næste gang også,’ drillede Hanne og gav ham en node. Chopingo grinede og stoppede noden i tasken. ’Jeg læste da også noderne til skalaerne, så det kan jeg i hvert fald godt.’ Chopingo pakkede celloen sammen, sagde tak for i dag og skyndte sig ud til bilen, hvor hans far sad og ventede. De skulle nemlig hjem og se feriebilleder og vælge dem ud, som Chopingo skulle have med i skole næste dag, hvor alle i klassen skulle have to billeder med, som de skulle vise til hinanden. ’Var det godt at komme til celloundervisning igen?’ spurgte faren. ’Ja, det kan du tro! Vidste du, at det ikke kun er H. C. Andersen, der er berømt i Odensen?’ spurgte Chopingo. Og så fortalte han om Carl Nielsen og hans fødselsdag og de aftalte, at de skulle huske at bestille billetter til en af alle Carl Nielsen-koncerterne i 2015. ’Men vi skal altså også snart ind og høre en af de andre koncerter,’ sagde Chopingo. ’Det er SÅ længe siden, vi har været det sidst.’ Så da de kom hjem, startede de med at gå på Aalborg Symfoniorkesters hjemmeside for at se, hvilke koncerter, der var på programmet for tiden. ’Hvad med den dér?’ sagde Chopingo og pegede på en overskrift, der hed Film og Musik. ’Det er lidt ligesom den, vi var inde og høre med skolen, hvor der også var film til.’ ’Det er nu en lidt anden slags film, dem her,’ forklarede faren. ’De er ret gamle, men sikkert rigtig flotte. Skal jeg bestille billetter?’ Chopingo svarede selvfølgelig ja og glædede sig allerede!