Chopingo så sig selv i spejlet og var virkelig godt tilfreds! ”Jeg ligner faktisk en rigtig sørøver lige på en prik,” råbte han ud til sin mor, der var ved at putte alle fastelavnsbollerne i poser ude i køkkenet. De skulle til fastelavnsfest på Chopingos skole, og han glædede sig helt vildt. Først skulle de slå katten af tønden og bagefter var der alle mulige forskellige slags underholdning, som klasserne havde fundet på. Chopingos klasse kunne ikke blive enige om, hvad de skulle finde på, så de endte med at dele sig op i små grupper, der kunne lave hver deres slags underholdning. Chopingo og Lillemus havde lavet deres egen mini-gruppe og de skulle selvfølgelig spille – Lillemus på klaver og Chopingo på sin cello. De havde øvet sig hver dag i flere uger og glædede sig rigtig meget til endelig at skulle spille for nogen.

’Så kører vi!’ Far stod klar med overtøjet på ude i gangen og Chopingo og hans mor kom småløbende fra hver sin ende af huset. Chopingo var lige ved at bumpe ind i sin far med celloen. ’Hov, hov – pas da lige lidt på’ sagde far, ’så travlt har vi heller ikke. Og har du egentlig ikke glemt noget?’ Chopingo kiggede sig lidt omkring og synes faktisk ikke, at der så ud til at mangle noget. ’Cello, noder og…… NODESTATIV!’ Chopingo satte celloen ned og løb tilbage på sit værelse efter nodestativet. De havde godt nok også nogen på skolen, men han ville altså have sit eget med – det var mindst 10 gange så flot som de andre. Da han kom ud i gangen igen, var mor og far allerede gået ud og var i gang med at pakke bilen. Far var i gang med at bakse Chopingos cello ind i bagagerummet og mor prøvede samtidig at få plads til den kæmpe store kurv fyldt med fastelavnsboller. ’Det var godt, du ikke valgte kontrabassen,’ sagde far, ’så skulle vi have haft en større bil.’ Chopingo grinede og rakte far nodestativet, som han også fik plads til. Så kørte de og hele vejen derhen sad Chopingo og tænkte på, hvordan han skulle huske at sætte fingrene på celloen i et specielt svært sted i et af de stykker, han skulle spille sammen med Lillemus. Han satte den ene hånd på sikkerhedsselen og lod som om, at det var celloen og så tænkte han melodien inde i hovedet.

Det tog kun 5 minutter at køre hen til skolen. Egentlig plejede de altid at gå derhen – det var kun fordi, der var så meget at slæbe på, at de tog bilen i dag. Chopingo og hans far gik ned i musiklokalet med cello og nodestativ, så det hele var klar til at spille på, når de var færdige med at slå katten af tønden. Så mødtes de med mor uden for gymnastiksalen, hvor der allerede var masser af mennesker.

Fastelavnsfest. Der var lavet en flot plakat, der hang på den store dør ind til salen og derinde var der fyldt med prinsesser, sørøvere, løver, riddere, troldmænd, ballerinaer og en hel masse andre udklædninger. Det var helt vildt skægt at se alle ens kammerater, der pludselig så helt anderledes ud. Chopingo og hans mor fulgtes hen i den fjerneste ende af salen, hvor der var et kæmpe stort bord, der var over halvt fyldt med frugt, boller og fastelavnsboller. Alle forældre havde vist noget med, for i løbet af bare 10 min. blev resten af bordet fyldt op og Chopingo kunne næsten ikke vente med at få lov at smage på alle de lækre ting.
Det glemte han nu hurtigt, for i det samme hørte han skoleinspektørens stemme fra højtaleren, der bad alle børnene stille sig op i to rækker. 1. og 2. klasse i den ene og 3. og 4. klasse i den anden række. Så gik det løs! Næsten alle børnene nåede at slå to gange hver, før den første tønde faldt til jorden med et brag. Lige bagefter røg den næste tønde og der var karameller overalt. Chopingo nåede kun at få 3, inden han løb ned for at stemme sin cello.

Lillemus sad allerede klar ved klaveret, så de kunne faktisk nå at spille lidt, inden der kom publikum. ’Øv, nu glemte vi at få en fastelavnsbolle med,’ sagde Lillemus, ’men til gengæld har vi tid til at varme op. Det er heller ikke til at spille med fedtede fingre,’ grinede hun. Chopingo kunne nu godt have tænkt sig bare en lille fastelavnsbolle, men det var der altså ikke tid til nu. De første forældre kom allerede ind af døren, så nu måtte de i gang.
Chopingo glemte helt tiden, mens de spillede og pludselig var de færdige. Han syntes ellers først lige, at de var gået i gang. Alle klappede og Lillemus og Chopingo rejste sig op og bukkede og kiggede på hinanden og grinede. Det var gået rigtig godt med næsten ingen fejl, så de var rigtig glade. Og nu skulle de ned og spise fastelavnsboller og bagefter rundt at se, hvad alle de andre børn havde fundet på at underholde med.