Chopingo stod og kiggede ud af vinduet, mens han tog jakken på. Han var på vej i skole og det havde sneet helt vildt om natten. ’Jeg skal godt nok huske hue og vanter, når der er kommet så meget sne’ tænkte han. ’Så er jeg sikker på ikke at fryse, når vi skal bygge snemænd i frikvarteret!’

Chopingo råbte farvel til sin mor og far og smuttede ud af døren. Han var ikke nået ret langt ned af vejen, før han fik den første snebold i nakken. Han skulle lige til at blive sur, men da han vendte sig om, så han sin gode veninde Lillemus, der med et stort grin råbte: ’Dér fik jeg dig!’ Chopingo kunne ikke lade være med også at grine lidt, selvom han prøvede at lade som om, han var lidt sur, mens han børstede sneen af sin hue.
’Hvad har du fået i kalenderpakke i dag?’ spurgte Lillemus. ’Jeg fik dem her’ – hun holdt hænderne frem mod Chopingo, der godt kunne se, at de flotte røde handsker var helt nye. ’Orv, de er flotte! Jeg fik en fin lille trompet – der var lavet af chokolade, så den holdt ikke så længe’ grinede Chopingo. De var nu nået helt hen til skolen, der næsten ikke var til at se for bare snebolde. Og det store juletræ, der stod midt i skolegården var helt hvidt. ’Hvor er det altså bare hyggeligt med alt det sne’ sagde Lillemus – ’Jeg kommer sådan i julestemning.’

 
Klokken ringede og Lillemus og Chopingo fulgtes ned af gangen til klasseværelset. De skulle have dansk, og læreren startede med at sige, at klassen i dag skulle skrive deres helt egen julehistorie. Chopingo vidste med det samme, hvad han ville skrive om. Han havde nemlig lige fået at vide af sin gode ven basunisten fra symfoniorkestret, at orkestret her til jul skulle spille en kæmpestor koncert, hvor der kom næsten 500 nissebørn og sang kor. Og det allervigtigste: Loke fra Jul i Valhal skulle komme og synge til koncerten. Nøj, han glædede sig til at høre den koncert. ’Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at komme i rigtig julestemning på’, skrev Chopingo i slutningen af sin historie.

Efter skole kunne Chopingo lige nå en tur hen i symfoniorkestret, hvor prøverne skulle være i gang til den store julekoncert. Men da han kom derhen, var der helt stille og lyset var slukket. ’Det kan jeg da ikke forstå,’ tænkte Chopingo. ’Jeg er helt sikker på, at basunisten sagde, at de skulle have prøve i dag…’ Chopingo smuttede op af trapperne til kontoret, for at spørge, hvor orkestret var henne. ’De er da i Aalborghallen,’ sagde Anne, der sad på kontoret. ’Hele orkestret og alle de børn kan simpelthen ikke være hernede i vores egen sal – den er altså for lille, når vi skal være næsten 600 mennesker på scenen på én gang.’ Det kunne Chopingo godt forstå, men han var alligevel lidt ked af det, for han vidste, at selvom han løb alt, hvad han kunne ned til Aalborghallen, så ville prøven næsten være slut, når han nåede frem.

 
’Kommer du til koncerten på lørdag?’ spurgte Anne. ’Ja, selvfølgelig – mine forældre og jeg skal ud og købe julegaver om formiddagen og så ind at høre koncerten bagefter,’ svarede Chopingo. Så spurgte Anne, om Chopingo havde tid og lyst til at hjælpe hende lidt inden koncerten. Der skulle nemlig deles pebernødder ud til alle de børn, der kom til koncerten, men der var ikke rigtig nogen, der havde tid til det. ’Vil du hjælpe os med det?’ spurgte Anne. ’Så får du alle de pebernødder, du kan spise!’ Dét ville Chopingo rigtig gerne, så han skyndte sig hjem for at fortælle sin mor, at de altså skulle være hurtigt færdige med at købe julegaver, for han skulle være til koncerten i god tid og sørge for, at alle børnene fik pebernødder, så de kunne komme i den helt rigtige julestemning!