Chopingos  nye ven Anne -  der skal stå for al musikken til børn i symfoniorkestret – har lige ringet, og spurgt Chopingo, om han vil med ned og se byggeriet. ’Jaaaaah, rigtig gerne,’havde Chopingo svaret - det er  jo ikke alle og enhver, der får  lov til det, før det er helt færdigt. Og han har hørt SÅ meget om, hvor stort og flot, Musikkens Hus skulle blive.

Så  Chopingo skulle mødes med de andre fra symfoniorkestret nede på den store byggeplads.  Der kørte masser af store gummigeder og lastbiler og andre maskiner rundt, han aldrig havde set før. ’De ser godt nok ud til at have travlt!’ sagde Chopingo, mens de stod ude på pladsen og kiggede op på det store hus. Der var en masse store, runde vinduer, der nærmest lignede huller i huset og nu begyndte en mand at fortælle, at de mærkelige vinduer skulle ligne vandbobler – som om, huset nærmest bobler op af havnen, der ligger lige ved siden af. Det var det, arkitekten havde tænkt, da han tegnede huset,fortalte manden. Chopingo synes nu mest, det lignede en kæmpestor ost med huller i - men det sagde han ikke til de andre.

Da de kom ind i huset, var det slet ikke, som Chopingo havde forestillet sig – det var faktisk bare store, tomme rum fyldt med stilladser og håndværkere, der arbejdede alle steder på alt muligt. Det var meget imponerende at se, hvor mange mennesker, der egentlig arbejdede på, at sådan et stort byggeri kunne blive færdigt.

Da Chopingo og hans venner fra symfoniorkestret kom ind idet, der skulle blive til den store koncertsal, følte Chopingo sig pludselig meget lille. For selvom han havde været til mange koncerter med symfoniorkestret i både Aalborg Kongres- og Kulturcenter,  i Nordkraft og i Symfonien, så så det ud som om, at denne sal ville blive meget større og helt anderledes. Nøj, hvor han glædede sig til at se, hvordan den kom til at se ud, når den stod helt færdig, og ikke mindst til at høre symfoniorkestret spille koncerter derinde, hvor lyden skulle være helt fantastisk – meget bedre, end nogle af de steder,orkestret plejede at spille. Chopingo lukkede øjnene og forestillede sig scenen, hvor hele orkestret sad klar til at spille, dirigenten, der kom ind og publikum, der klappede. Så blev der helt stille og dirigenten løftede dirigentstokken og orkestret begyndte at spille.

BANG! Chopingo blev så forskrækket,at han hoppede lige op i luften. En af håndværkerne havde tabt en hammer på gulvet og Chopingo havde været så optaget af at forestille sig, hvordan koncerterne i Musikkens Hus skulle blive, at han helt havde glemt, hvor han var. Da han kiggede sig omkring, kunne han se, at de andre allerede var på vej ud af Musikkens Hus igen og han skyndte sig at løbe efter dem.

Udenfor stod Chopingos far og ventede på ham - nu skulle de hjem. Og hele vejen hjem i bilen fortalte Chopingo om, hvor stort og flot,huset var. Han sagde også til sin far, at han ikke helt forstod det med arkitekten og vandet, men mere syntes, at huset lignede en ost, og hans far grinede og sagde, at det havde han faktisk også tænkt på.

Da de kom hjem, sad Chopingos mor og læste i Aalborg Symfoniorkesters sæsonbrochure og der stod, at orkestret skulle spille en stor koncert med noget, der hed Trash.dk her i november. Der stod, at musikerne fra Trash.dk skulle spille på en rusten cykel og et nedløbsrør – og alt muligt andet skrammel. Chopingos mor synes, at det lød ret mærkeligt og i hvert fald ikke som noget fra et symfoniorkester…  Men Chopingo vidste faktisk allerede alt om det, for det  havde de haft om det i skolen. Aalborg Symfoniorkester havde nemlig snakket med alle musiklærerne i skolen og fortalt dem om Trash.dk og inviteret dem ind til koncerten, så Chopingo og hans klasse havde lyttet til musikken og endda selv spillet til den, så de kendte den rigtig godt, når de skulle ind og høre koncerten.

’Sikke mange forskellige ting, der egentlig sker i et symfoniorkester…’ sagde Chopingo til sin mor og far, mens han tænkte på, at Trash.dk jo egentlig bare kunne spille nede på byggepladsen – der var jo masser af skrammel!