Maj 2012
Chopingo havde fået hund! Gennem flere år havde han plaget sin mor og far om at få hund – bare en lillebitte en – men uden held. Hans mor syntes, at hunde svinede over det hele, og hans far gad ikke gå tur med den, så Chopingo havde efterhånden opgivet håbet. Pludselig en eftermiddag ringede hans far hjem fra arbejde, og talte længe med hans mor. Hun stoppede Chopingo ind i bilen, og før han vidste af det, var de på vej ud til en af hans fars kolleger, Keld. Dér mødte de også hans far. Keld havde om formiddagen fortalt, at hans hund havde fået hvalpe. De havde ikke kunnet sælge alle hvalpene, så nu var de måske nødt til at få en af dem aflivet. Hans far var taget med Keld hjem, og da han først havde set den lille hundehvalp, kunne han ikke sige nej! Da Chopingo kom ind i kælderrummet, lå hvalpene i en kasse sammen med deres mor. Keld løftede en af hvalpene op og lagde den i Chopingos arme. Hvalpen stirrede nysgerrigt på Chopingo: ”Hvem er du?” så det ud som om, den sagde. Chopingo var solgt – og selv hans mor kunne ikke modstå hvalpens store brune øjne. Da de kørte hjem, lå den lille hund i en kasse på bagsædet ved siden af ham. Den rystede lidt – den var nok bange. Det var jo første gang, den var væk fra sin mor og sine søskende.
Hundehvalpen kom til at hedde Rumle. Når den lå og sov, snorkede den så sødt, og dens mave rumlede lidt med. Den var nu faldet helt til i familien, og Chopingo var blevet rigtig god til at tage sig af den. Hver morgen, inden han gik i skole, gik han en tur med den, og også sommetider om eftermiddagen – når han altså havde tid. Den var dog også lidt irriterende, for den ville hele tiden lege, og den havde sylespidse små tænder, så det kunne godt gøre lidt ondt, hvis den fik fat. Hans mor havde været ved at levere den tilbage til Keld, efter at den en dag havde fået fat i hendes nye italienske sandaler og havde gnasket i dem – der var pludselig kommet lidt flere huller i, end da hun købte dem.
Helt galt gik det dog en fredag eftermiddag. Chopingo kom hjem fra skole og glædede sig til at skulle lege med Rumle, slappe af og spille på sin cello. Det var weekend! Hans mor var på besøg hos en veninde, så Rumle havde været alene hjemme. Han havde åbenbart kedet sig – og måske havde Chopingo ikke fået pakket sin cello godt nok væk dagen før – for Rumle havde lavet ulykker! Når Chopingo og Rumle gik tur, kastede Chopingo altid pinde til Rumle. Han skulle så finde dem og komme tilbage med dem. Det havde de meget sjov med – men Rumle havde åbenbart ikke helt forstået, at det kun var ude i naturen, at de legede den leg. Da Chopingo trådte ind af hoveddøren, kom Rumle stolt løbende med Chopingos cellobue i munden!!!! Han havde åbenbart troet, at det var en almindelig pind og ville nu have, at Chopingo skulle tage den og kaste den til ham. Chopingo tog sin bue! Den var ikke gået rigtig i stykker, men den var godt snasket til, og der var mærker i træet efter Rumles tænder. Hvad skulle han dog gøre? Han blev gal og begyndte at skælde Rumle ud. Hvad ville hans forældre dog sige – og hvad med hans cellolærer? Det var jo musikskolens cello, som han havde fået lov til at låne. Rumle forstod ingenting. Han var glad for at se Chopingo og ville bare lege.
Chopingo fandt et viskestykke og tørrede al hundesavlet af – hårene var stadig lidt klistrede, men det gik nok. De skulle måske bare have lidt ekstra harpiks? Det var værre med bidemærkerne – man skulle næsten tro, at der havde været orm i.
Da hans forældre kom hjem, fortalte han, hvad der sket. Hans mor blev sur: ”Den hund laver da ikke andet end ballade” – men hans far lovede at tage med hen til violinbyggeren og høre, hvad han kunne gøre for at hjælpe dem.
Næste dag kørte de så ind til violinbyggeren. Chopingo havde ikke været derinde før. Der lugtede lidt specielt – sådan af træ og lim, var det vist. Overalt hang og lå der strygeinstrumenter: violiner, bratscher, celloer og store kontrabasser. Nogle af instrumenterne så helt nye og blanke ud, mens andre var gamle og støvede. Der var også en del, der var i stykker. Ovre i hjørnet lå en cello uden hals! Gad vide, hvad der var sket med den. Chopingo var fascineret. Sikke en spændende verden.
Violinbyggeren var en flink mand, men da han hørte, hvad Rumle havde gjort, blev han helt mørk i blikket: ”Nogen burde tage den hund til dyrlægen og få den tjekket for hundegalskab”, sagde han. Chopingo blev helt nervøs, men violinbyggeren havde vist ikke ment det alvorligt, for han blinkede med det ene øje til Chopingo samtidig. ”Lad mig se på det”, sagde han og pakkede cellobuen ud. Han studerede skaderne, strøg henover buens træ og mumlede lidt for sig selv. Til sidst kom dommen: ”Hvis det havde været en af mine gode buer, ville jeg nok forsøge at reparere den. Man kan godt stoppe hullerne til og få det slebet og lakeret, men det er en stor operation, og det bliver dyrt! Denne bue ligner en af dem, jeg sælger til musikskolen. Det er en udmærket begynderbue – selvom nogle mener, at man ligeså godt kunne bruge en blomsterpind – men den er rimelig i pris og god at starte med. Det kan bedre betale sig at købe en ny. Har I forsikring på den hund?” Hans far og violinbyggeren talte frem og tilbage. Til sidst var de åbenbart blevet enige, for da de tog hjem, havde de to cellobuer under armen: en ny fin og den gamle med tandmærker. Hans far så lidt træt ud, men endte da med at sige: ”Det var så det. Nu går vi hjem og hænger din gamle bue op over hundekurven, og så regner jeg med, at det vil minde dig om at pakke din cello og buen helt væk, når du har spillet. Er vi enige?” Chopingo nikkede – der var ikke så meget andet at gøre – men han lovede sig selv, at han ville tage forbi violinbyggeren en anden dag. Det var godt nok et spændende sted!