Chopingo var spændt! Orkestret skulle spille skolekoncerter hele ugen, og han havde fået lov til at få fri den første dag, så han kunne overvære nogle af koncerterne. Der skulle komme to solister: Henrik med sin obo, og Anders, der spillede harmonika.

Det startede lidt underligt. Der var ingen dirigent! Eller det vil sige, det var faktisk en af solisterne, Henrik, der også skulle dirigere. Meget mærkeligt. Hvordan havde han mon forestillet sig at skulle spille obo og dirigere samtidig?
Koncerten skulle til at starte, koncertmesteren rejste sig, orkestret stemte deres instrumenter, og så kom en af solisterne på scenen. Det var en skægget fyr med en skør lille hat på hovedet – det var vist sådan en kalot, som hans mor havde fortalt, at jøderne gik med. Han satte orkestret i gang og dirigerede på livet løs. Orkestret brusede, og det lød fantastisk! Han kunne jo faktisk dirigere! Men da han satte sin obo for munden, blev der helt stille, og Chopingo fik pludselig en klump i halsen. Det var meget, meget smukt.
Henrik, som oboisten hed, fortalte nu, at hans gode ven, Anders, åbenbart var blevet væk. ”Det var dog ærgerligt,” tænkte Chopingo – ”han havde ellers glædet sig til at høre ham,” og han kiggede for en sikkerheds skyld ned under sin stol for at se, om han mon havde gemt sig dér. Lige pludselig lød der musik udefra, scenedøren gik op, og en indisk mand, med kjole og turban trådte ind af døren, mens han spillede på harmonika. Chopingo var målløs! Det her var lidt underligt og meget spændende! Hvor var han flot! Han kunne også spille vildt hurtigt – og det var en helt anden slags musik end den, orkestret plejede at spille. Det svingede ligesom på en anden måde!
Henrik fortalte nu en historie om, hvordan hans forældre som børn var flygtet fra nogle mennesker, der under en frygtelig krig havde bestemt, at de ikke måtte leve, fordi de var jøder. De var blevet reddet af en fisker, der i stormvejr havde sejlet dem til Sverige, hvor de var i sikkerhed. Historien havde Henrik skrevet et stykke musik over, og det spillede de nu. Man kunne høre bølgerne på havet, mågeskrigene, og Chopingo kunne næsten mærke deres frygt – eller var det bare noget, han bildte sig ind? Heldigvis endte det godt, og man kunne høre i musikken, at de nåede sikkert i land.
Så kom der gang i den! Henrik og Anders spillede både indisk og jødisk musik, de sang, og fik også orkestret og publikum til at synge med.
Chopingo sad og tænkte: ”Det var egentlig mærkeligt, at en jøde og en inder kunne spille så fint sammen. Deres musik var jo meget forskellig. På den anden side så kom musikerne i orkestret også fra mange forskellige lande: Australien, Bulgarien, Norge, Tyskland og mange flere. Det var ikke alle, der var lige gode til at tale dansk, men de kunne jo spille musik sammen!”
Efter koncerten fik han en kop kakao ude i kantinen sammen med Henrik og Anders. Chopingo følte sig lidt specielt tilpas: på den ene side havde han haft en fantastisk oplevelse med de dygtige solister og deres vidunderlige og anderledes svingende musik, og på den anden side var han meget berørt af deres historier og den musik, der ligesom var gået ned og havde sat sig i maven et sted. Det var som om, det var nået ind et sted, han ikke rigtig var klar over, at han havde. Han prøvede at forklare de to musikere om, hvordan han havde det: ”Men det er da fantastisk, Chopingo,” sagde Henrik.”Musik skal røre os. Det er muligt, at vi ikke kan forstå hinandens sprog, eller at vores folk er i krig med hinanden, men hvis vi spiller sammen, hvis vi på den måde rører hinanden, så tror jeg, at der er et håb – både for freden og for muligheden for at nå til en forståelse og en respekt for hinanden.”
Da Chopingo lå i sin seng om aftenen, kunne han mærke, at koncerten havde givet ham en helt speciel oplevelse – og ikke mindst sat gang i nogle tanker og følelser. Det føltes egentlig ret godt…