B+U
Forår og besøg af symfoniorkestret
”Kvittevit”, lød det udenfor vinduet. Chopingo vågnede og strakte sig. Det var dejligt, at det nu var lyst om morgenen, når han skulle op. Vinteren havde været lang og mørk, men nu var haven fuld af forårsblomster, fuglene pippede, og han skulle ikke op midt om natten – eller sådan havde det føltes, syntes han.
Han var spændt: i dag skulle nogle af musikerne fra orkestret på besøg på hans skole. De ville komme og fortælle om deres instrumenter og om, hvordan det er at være musiker, og så ville de selvfølgelig også spille for dem. Det mest spændende var dog, at han havde lovet at spille lidt på sin cello ved koncerten. Han havde helt ondt i maven. Han kom hurtigt i tøjet, spiste sine havregryn og af sted gik det til skole.
Efter anden time gik de ned i festsalen, hvor der var stillet stole op til dem alle. De fleste af hans kammerater glædede sig, men der var også et par stykker, Albert f.eks., som bare ikke gad. ”Sådan noget gammel musik er noget bras”, havde han sagt. Chopingo blev lidt nervøs, da han hørte det. Det var vigtigt for ham, at hans venner fra orkestret blev godt modtaget. På den anden side: Albert var Albert. Det kunne han ikke gøre så meget ved, og det var jo ikke hans ansvar.
Nå, men nu gik døren op, og ind kom musikerne. Chopingo smilede. Der var Synnøve og Henriette, som begge spillede violin, Morten på bratsch og Debbie på cello. De satte sig med instrumenterne og gik i gang. Alle blev pludselig helt stille og lyttede til den dejlige musik. Chopingo så sig omkring. Det gik fint. Selv Albert holdt sig i ro.
I løbet af den næste halve time fik børnene fortalt om instrumenterne, de hørte alle mulige slags dejlig musik, og musikerne fortalte og stillede spørgsmål til børnene, så de slet ikke havde tid til at tænke på andet. Og det bedste af det hele var, at de bare havde det sjovt. Chopingo skævede hen til Lillemus. Hun var helt optaget af at lytte til musikken og sad med et strålende smil om munden.
Så bad musikerne dem gætte hvilken sang, de nu spillede. Alle lyttede. Det var faktisk lidt svært – det var som om, der manglede noget. Og det gjorde der også: melodien var der ikke! Chopingo rødmede: ”Nu kom det…” Debbie rejste sig og bag ved en skærm i lokalet fandt hun Chopingos lille cello frem. ”Skal vi ikke se, om vi kan få melodien med?”, spurgte hun og rakte celloen frem mod Chopingo. Alle hans kammerater råbte og hujede, da han gik op og satte sig sammen med de andre musikere. ”Bare han nu ikke spillede forkert!”
Kvartetten startede, og efter forspillet begyndte han at spille melodien. ”Husk at bruge hele buen! Lad det synge! God klang!” Han kunne næsten høre sin lærers stemme i baghovedet, men efter en tid glemte han det, og nød bare at spille sammen med de dygtige musikere. Det var fantastisk!
Da melodien var færdig, bragede bifaldet op mod ham, og han blev helt genert. Han bukkede og skyndte sig ned på sin stol igen. Han kunne mærke, at alle kammeraterne kiggede på ham, og han turde næsten ikke se op.
Debbie fortalte nu de andre børn, at alle kunne lære at spille, og hvis de havde fået lyst til at spille et instrument, skulle de snakke med deres forældre om det og derefter henvende sig til musikskolen.
Musikerne spillede nu et fejende flot slutnummer, og alle klappede. De var vilde med det! Mens alle børnene var på vej ud af salen, gik Chopingo op og pakkede sin cello sammen. ”Det klarede du rigtig flot, Chopingo!”, sagde Debbie. ”Tak for hjælpen!” I det samme var der nogen, der prikkede ham på skulderen. Det var Albert. ”Øh, du Chopingo”, fremstammede han. ”Tror du, at jeg må prøve din cello – bare en enkelt gang? Det er sådan en vild lyd – lidt rå altså, øh, jeg mener, det lød ret fedt, og…” Han gik i stå, og så ned i gulvet. ”Ja, selvfølgelig må du det”, svarede Chopingo, og mens de andre holdt spisefrikvarter, sad Chopingo og Albert i festsalen og spillede cello. Det var der vist ingen af dem, der havde forestillet sig, da de vågnede den morgen.
Han var spændt: i dag skulle nogle af musikerne fra orkestret på besøg på hans skole. De ville komme og fortælle om deres instrumenter og om, hvordan det er at være musiker, og så ville de selvfølgelig også spille for dem. Det mest spændende var dog, at han havde lovet at spille lidt på sin cello ved koncerten. Han havde helt ondt i maven. Han kom hurtigt i tøjet, spiste sine havregryn og af sted gik det til skole.
Efter anden time gik de ned i festsalen, hvor der var stillet stole op til dem alle. De fleste af hans kammerater glædede sig, men der var også et par stykker, Albert f.eks., som bare ikke gad. ”Sådan noget gammel musik er noget bras”, havde han sagt. Chopingo blev lidt nervøs, da han hørte det. Det var vigtigt for ham, at hans venner fra orkestret blev godt modtaget. På den anden side: Albert var Albert. Det kunne han ikke gøre så meget ved, og det var jo ikke hans ansvar.
Nå, men nu gik døren op, og ind kom musikerne. Chopingo smilede. Der var Synnøve og Henriette, som begge spillede violin, Morten på bratsch og Debbie på cello. De satte sig med instrumenterne og gik i gang. Alle blev pludselig helt stille og lyttede til den dejlige musik. Chopingo så sig omkring. Det gik fint. Selv Albert holdt sig i ro.
I løbet af den næste halve time fik børnene fortalt om instrumenterne, de hørte alle mulige slags dejlig musik, og musikerne fortalte og stillede spørgsmål til børnene, så de slet ikke havde tid til at tænke på andet. Og det bedste af det hele var, at de bare havde det sjovt. Chopingo skævede hen til Lillemus. Hun var helt optaget af at lytte til musikken og sad med et strålende smil om munden.
Så bad musikerne dem gætte hvilken sang, de nu spillede. Alle lyttede. Det var faktisk lidt svært – det var som om, der manglede noget. Og det gjorde der også: melodien var der ikke! Chopingo rødmede: ”Nu kom det…” Debbie rejste sig og bag ved en skærm i lokalet fandt hun Chopingos lille cello frem. ”Skal vi ikke se, om vi kan få melodien med?”, spurgte hun og rakte celloen frem mod Chopingo. Alle hans kammerater råbte og hujede, da han gik op og satte sig sammen med de andre musikere. ”Bare han nu ikke spillede forkert!”
Kvartetten startede, og efter forspillet begyndte han at spille melodien. ”Husk at bruge hele buen! Lad det synge! God klang!” Han kunne næsten høre sin lærers stemme i baghovedet, men efter en tid glemte han det, og nød bare at spille sammen med de dygtige musikere. Det var fantastisk!
Da melodien var færdig, bragede bifaldet op mod ham, og han blev helt genert. Han bukkede og skyndte sig ned på sin stol igen. Han kunne mærke, at alle kammeraterne kiggede på ham, og han turde næsten ikke se op.
Debbie fortalte nu de andre børn, at alle kunne lære at spille, og hvis de havde fået lyst til at spille et instrument, skulle de snakke med deres forældre om det og derefter henvende sig til musikskolen.
Musikerne spillede nu et fejende flot slutnummer, og alle klappede. De var vilde med det! Mens alle børnene var på vej ud af salen, gik Chopingo op og pakkede sin cello sammen. ”Det klarede du rigtig flot, Chopingo!”, sagde Debbie. ”Tak for hjælpen!” I det samme var der nogen, der prikkede ham på skulderen. Det var Albert. ”Øh, du Chopingo”, fremstammede han. ”Tror du, at jeg må prøve din cello – bare en enkelt gang? Det er sådan en vild lyd – lidt rå altså, øh, jeg mener, det lød ret fedt, og…” Han gik i stå, og så ned i gulvet. ”Ja, selvfølgelig må du det”, svarede Chopingo, og mens de andre holdt spisefrikvarter, sad Chopingo og Albert i festsalen og spillede cello. Det var der vist ingen af dem, der havde forestillet sig, da de vågnede den morgen.
Link:
