Fødselsår: 1959
Hjemland: Østrig, men født i München, Tyskland
Hvordan kom du i gang med at spille musik, og hvorfor faldt valget på netop celloen?
Jeg kommer fra en familie af musikere. Min far, Hans Stadlmair, er bratschist, komponist og dirigent igennem flere årtier for Münchener Kammerorchester, min storebror, Simon, er professionel violinist og min mor, Eva, sang i kor og spillede klaver, så der var fra starten musik i mit barndomshjem, og allerede som lille var jeg ofte med til koncerter, især når min far dirigerede. Jeg startede ud med blokfløjte, og da jeg blev syv, var tiden kommet til at vælge mit livsinstrument. Min bror spillede jo allerede violin, og jeg havde set ham stå op og øve, så jeg valgte istedet celloen, for der skal man sidde ned!
Hvor har du studeret og sidenhen arbejdet, inden du kom til Aalborg Symfoniorkester?
Som 15-årig kom jeg ind på Richard Strauss Konservatoriet i München. Da jeg var 18 år gammel, blev jeg inviteret af cellisten Vladimir Orloff til studieophold i Toronto i Canada i et år, og derefter fortsatte jeg mine studier ved Universität für musik i Wien de næste fem år, hvor jeg blev undervist af André Navarra og Valentin Erben, indtil jeg i 1983 fik min eksamen. Jeg har haft mange undervisere i løbet af min studietid, men én af dem der har inspireret mig mest var William Pleeth på et sommerkursus jeg var på lige efter mine studier.
Umiddelbart efter mine studier blev jeg cellist i Franz Schubert Quartett-Wien, som jeg spillede i de næste 13 år med alt, hvad det medfører af turnéer, CD-indspilninger, kurser og undervisning, blandt andet syv år som gæsteprofessor ved Universität für musik i Graz. Fra 1997 til 1999 spillede jeg med Mozarteum Orchester i Salzburg, og sideløbende med min karriere i Østrig har jeg blandt andet spillet med barokensembler, på originalinstrumenter, spillet avantgardemusik og også haft solistoptrædener.
Min karriere har ført mig vidt omkring, blandt andet til næsten alle lande i Europa, Nordamerika, Japan, Indien, Indonesien, Afrika og Mellemøsten. Jeg mangler fortsat at besøge Australien, Sydamerika, Kina, Rusland og Grønland i løbet af min karriere, men det håber jeg, jeg når med Aalborg Symfoniorkester eller med min strygerkvartet, Mira-kvartetten.
Hvad er din største musikalske oplevelse?
Mit største oplevelse er hver gang musikken hæver mig ud af min hverdagstilstand og det sker lettest, når jeg selv må være med og her mest i kammermusikken. Ellers er det musikerskikkelser som Pablo Casals, Karlos Kleiber, Glen Gould, som står for disse oplevelser!
Hvad er dit eget favorit-musikstykke, og hvorfor?
Franz Schubert’s Strygekvintet (i C-Dur D.956), fordi den har alt…
Når du ikke spiller musik, hvad holder du så af at bruge din tid på?
Når jeg ikke bare slapper af med en krimi eller gør de ting, som man gør, når man har familie, så er det spiritualitet som interesserer mig mest: Jeg har f.eks. sat mig ind i Antroposofien og den danske Martinus Kosmologi (Martinus Thomsen 1890-1981 fra Sindal i Nordjylland), som jeg anser for at være den mest omfattende Verdensforklaring der findes. Jeg kan også blive optaget af musikalske emner, som f.eks. at samle completions af Bachs sidste ufuldendte fuge fra Die Kunst der Fuge- og alle de ”mysterier” omkring dette ultimative værk, som næsten kan komme til at minde om Da Vinci-mysteriet eller blive til hvad man på østrigsk kalder en Schnitzeljagd. Jeg kan også blive helt opslugt af at arrangere musikstykker for strygerkvartet med hjælp af mit nodesatsprogram.