Fødselsår: 1969
Hjemland: U.S.A.
Hvordan kom du i gang med at spille musik, og hvorfor faldt valget på netop fagotten?
Jeg voksede op til toner af Chopin og Rachmaninov fra min fars klaver - et af to som der var fundet plads til i stuen. Det var ikke usædvanligt at der blev holdt kammermusikkoncerter i huset, og da Trout-kvintetten stod på programmet, kom der også en kontrabas ind i stuen. Da jeg som 5-årig fik øje på det instrument, blev jeg fast besluttet på at lære at spille på det. Så begyndte en musikalsk vandring fra violin til cello til basun til saxofon til fløjte til valdhorn, og endelig ni år senere til fagot og til slut også kontrafagot - som har samme register som en kontrabas!
Hvor har du studeret og sidenhen arbejdet, inden du kom til Aalborg Symfoniorkester?
Jeg rejste hjemmefra, da jeg var 16 år, for at fortsætte min uddannelse på The North Carolina School of the Arts. Efter tre år som fagottist, kom jeg ind på The Juilliard School i New York, og derefter The Curtis Institute of Music. Da jeg lige var blevet færdig med studierne i 1991, fik jeg et vikariat i Bergen Filharmoniske Orkester og flyttede til Norge. Etter tre år her, vandt jeg en fast stilling i Kringkastingsorkesteret, hvor jeg arbejdede i 12 år. Jeg har herudover haft vikariater hos Den Norske Opera, Trondheim Symfoniorkester, Stavanger Symfoniorketer, Gävle Symfoniorkester og Nordiska Kammarorkestern og har vært solist flere gange med Kringkastingsorkesteret. Jeg kom til Aalborg Symfoniorkester som solofagottist i 2006.
Hvad er din største musikalske oplevelse?
Da jeg var 15 år, rejste jeg til New York med min mor for at opleve kulturen, storbyen kunne tilbyde. Der fik jeg mulighed for at gå til en åben prøve med New York Philharmonic. Jeg fik hørt rigtig orkesterklang og præcision for første gang (det var jo noget andet, end ungdomsorkesteret jeg spillede i) mens de øvede på Mahlers 5. symfoni. Det gjorde stort indtryk og var med til at give næring til min voksende lyst til selv at blive orkestermusiker.
Hvad er dit eget favorit-musikstykke, og hvorfor?
Kunne jeg kun tage én komponists musik med mig på en øde ø, så skulle det være Brahms… Men at udpege et specifikt stykke musik, det går ikke - der er alt for mange at vælge imellem... heldigvis!
Når du ikke spiller musik, hvad holder du så af at bruge din tid på?
Jeg har altid været glad for at rejse og bruger min fritid på det, når jeg kan. Når jeg er nødt til at holde mig hjemme, læser jeg gerne bøger og ser film og så lytter jeg selvfølgelig meget til musik.