Fødselsår: 1961
Hjemland: Danmark
Hvordan kom du I gang med at spille, og hvorfor faldt valget på netop bratschen?
Mine forældre købte en gammel violin til 140 kr. hos en marskandiser. Jeg syntes, det var et sjovt instrument at spille på. Den kunne sige en masse sjove lyde, og en dag kunne jeg spille en melodi. Jeg har stadig violinen, som et kært minde om mine første toner. Senere skiftede jeg til bratschen.
Hvor har du studeret og sidenhen arbejdet, inden du kom til Aalborg Symfoniorkester?
Jeg startede med at spille violin som syv-årig hos Thomas Thomsen, tidligere violinist i Aalborg Symfoniorkester. Som 14-årig fik jeg Hovard Borggård som lærer, ligeledes fra Aalborg Symfoniorkester. I 1979 kom jeg på konservatoriet i Aalborg og fik Radio Symfoniorkestrets koncertmester Gunnar Tagmose som lærer. I 1983 skiftede jeg til bratsch, og fik daværende solobratschist Knud Erik Jørgensen som lærer. Han førte mig til diplomeksamen i 1985, og samme år vandt jeg en plads i orkestret.
Hvad er din største musikalske oplevelse?
I de 26 år jeg nu har været i orkestret, har jeg oplevet mange store personligheder. Der er mange, jeg har lyst til at nævne, men den største må nu være cellisten Tortelie, der om morgenen for ca. 25 år siden inden generalprøven, havde skåret sig i en finger på venstre hånd. Han sad på podiet med sin cello og med en stor hvid klud viklet om en pegefinger klar til at spille. Orkestret spillede forspillet, og da cellisten skulle sætte ind, brød han ud i sang, og sang hele cellokoncerten på solfege (do-re-mi). Sjældent oplever man så stor en musiker med mindst lige så stor personlighed.
Hvad er dit eget favorit-musikstykke, og hvorfor?
Musik som går i hjertet på mig, har altid været Beethovens violinkoncert, med den utrolige, flotte orkesterindledning. Tjajkovskijs 5. symfoni, som jeg husker fra studietiden, og stadig nyder at spille. Sidst, men ikke mindst, elsker jeg danske salmer, som rører mig dybt.
Når du ikke spiller, hvad holder du så af at bruge din tid på?
Fritiden nyder jeg sammen med min kone og tre børn i vores dejlige gamle hus i Biersted. Når jeg ikke er i familiens skød, hygger jeg med at bygge langbuer i træ, slå flint - altså lave stenalderredskaber i flint, samt at lave ild med flintesten. Grafologi - skrifttydning er også en stor lidenskab, jeg efterhånden har studeret de sidste 17 år.