Fødselsår: 1977
Hjemland: Danmark
Hvordan kom du i gang med at spille musik, og hvorfor faldt valget på netop klarinetten?
Jeg kommer fra en familie af amatørmusikere - begge mine forældre og mine tre søskende spiller eller har spillet. Mine ældre søskende spillede i Odense Skoleorkester, og det var naturligt for mig at følge efter. Jeg ville egentlig have spillet kornet, men min mor sagde, at der også var noget der hed en klarinet. Jeg vidste ikke, hvad det var, men tænkte, at det var nok cirka det samme, så det var fint med mig. Og skæbnen ville, at der ingen kornetter, men derimod en klarinet, var til rådighed, den dag jeg blev meldt ind i Skoleorkesteret og fik udleveret et instrument.
Hvor har du studeret og sidenhen arbejdet, inden du kom til Aalborg Symfoniorkester?
Jeg blev optaget på Det Fynske Musikkonservatorium i 1997. Her studerede jeg hos docent Jens Schou indtil min diplomeksamen i 2003. Efterfølgende blev jeg optaget i solistklassen på Det Jyske Musikkonservatorium i Århus, hvor jeg studerede hos soloklarinettist i Det Kgl. Kapel, John Kruse. Jeg har i min studietid assisteret meget i Odense Symfoniorkester samt i Aalborg Symfoniorkester, og jeg har haft længerevarende kontraktansættelser i begge orkestre. I 2005 vandt jeg stillingen som 2. soloklarinettist i Aalborg Symfoniorkester, som jeg tiltrådte i august 2006.
Hvad er din største musikalske oplevelse?
Det må være den koncert, vi (Aalborg Symfoniorkester) spillede med Sting i juni 2010. Det slår alt andet, jeg har oplevet som musiker.
Hvad er dit eget favorit-musikstykke, og hvorfor?
Jeg kan ikke sige, at jeg har et favorit-musikstykke. Jeg holder af god musik, der bliver spillet godt, og så er det lige meget, om det er klassisk, jazz, pop eller rock. Men hvis jeg skal vælge et stykke, kunne Brahms’ Klarinetkvintet være et bud. Der er gåsehuds-garanti hver gang.
Når du ikke spiller musik, hvad holder du så af at bruge din tid på?
Det varierer mellem alt fra madlavning, over forskellige sportsudøvelser som f.eks. løb, tennis eller svømning, til at lære sprog. Og så bliver der brugt en del tid på holde hus og have.